Når unge førstegangsvælgere i dag skal sætte deres kryds i stemmeboksen, måske tvivlende omkring hvilket parti eller hvilken politiker, der bedst repræsenterer deres holdninger, ville de muligvis have været bedre forberedt, hvis de havde læst Sarah Engells »Valget« forinden. Ikke fordi forfatteren giver partipolitiske løsningsmodeller, heller ikke fordi den handler om kommunalvalg eller særlige ungdoms- relevante problemstillinger, men fordi den giver en både realistisk indsigt i verden omkring os og de valg, vi ind imellem må forholde os til politisk og etisk.

»Valget« er en – virkelig god – young adult-roman om den voksne verden sat på ungdomsformel. Den er traditionel samfundspolitisk litteratur i utraditionelle litterære rammer. Den er stærk følelsesmæssig socialrealisme med både thrillerpotentiale og intellektuel substans. Og så er den en ret god historie med en opbyggelig morale.