I mange år indtog dansk scenekunst for børn og unge en førerposition i verden. Men med årene er vi blevet indhentet og i nogle tilfælde også overhalet af andre lande, fastslår teatermanden Jørgen Carlslund.

Sammen med Marc van der Velden udgør han den kunstneriske ledelse for Teater Zebu, der 14.-19. maj står bag SpringFestivalen, som de selv kalder »Danmarks mest ambitiøse festival for scenekunst for børn og unge«. Festivalen er blevet til i tæt samarbejde med Børnekulturhus Ama’r og byder på teateroplevelser for små og store fra lande så forskellige som Italien, Canada, Spanien, Israel – og Danmark.

»Vi har haft en – berettiget, synes jeg – selvforståelse i dansk teater for børn og unge af, at vi var nogle af de bedste i verden. Og vi har også været rigtig gode til at organisere børneteater, prioritere og distribuere, ligesom børnekultur politisk har været højt prioriteret herhjemme i forhold til mange andre lande,« siger han.

»Den bevidsthed har nok lullet os lidt i søvn – og samtidig er mange lande begyndt at producere virkelig spændende børneteater, som er helt på højde med, hvad vi producerer i Nordeuropa. Sidste år havde vi en forestilling med fra Iran, og i år er én af de forestillinger, jeg virkelig glæder mig til at præsentere, den israelske danseforestilling »Invisi’ball«. Det er ti kvindelige moderne dansere, der har sat sig for at undersøge den maskuline krop og de maskuline attituder på et herrefodboldhold. Jeg så den på en festival i Tel Aviv, og det var en forestilling, der virkelig fik folk op af stolene, enten provokerede eller begejstrede.«

Det er fjerde gang siden starten i 2007, Teater Zebu står bag SpringFestivalen. Årets festival finder sted på Musiktorvet og de omliggende scener ved Amager Kulturpunkt. I alt 16 danske og internationale teatergrupper er på programmet med alt fra danse-, dukke og masketeater til klovnehumor, nycirkus, bulgarsk korsang og en interaktiv skulpturpark. Desuden er der åbne værksteder, hvor både børn og voksne kan udfordre deres egen kreativitet.

»Vores mål er at vise den enormt store variation og mangfoldighed, der er i scenekunst for børn og unge. Alt, hvad der findes for voksne, findes i realiteten også for børn,« siger Jørgen Carlslund.

Knap halvdelen af forestillingerne er danske. Blandt dem TinCanCompanys nycirkusforestilling »Camping Delight«.

»Nycirkus er en genre, vi har været længe om at tage til os herhjemme. Men nu er vi ved at komme efter det, og TinCanCompany er nogle af de allerbedste,« siger Jørgen Carlslund.

»De bruger deres artistfærdigheder til at lave en meget humoristisk kommentar til vores fremmedforskrækkelse og tendens til at være utrygge ved alt ukendt.«

Giraffer i gaden

Mens børneteater i 1970erne helst skulle være meget politisk og samfundskritisk, i 1980erne var mere fokuseret på eventyr og i 1990erne på det æstetiske teater, har han de seneste 10-15 år haft svært ved at få øje på særlige strømninger.

»Hvis der endelig er en tendens, er det, at alt i dag er tilladt. Det hele findes. I festivalen går vi ikke efter en bestemt retning eller genre, men efter det, som skiller sig ud, og som vi på en eller anden måde synes, er noget særligt,« siger han.

Til den kategori hører ikke mindst de catalanske giraffer, to voksne giraffer og deres girafunge, som er skabt af gruppen Xirriquiteula Teatre, og som besøger SpringFestivalen for fjerde gang.

»Det er så enkelt, at man ikke skulle tro, det er noget. Nogle mennesker klæder sig ud som giraffer med stylter på arme og ben og går rundt i byen. Men det har en helt fantastisk virkning på folk, når de kommer ned ad gaden. Det skaber en ganske særlig stemning, hvor alle – fra nul til 90 år – giver sig til at smile saligt. Det er et godt eksempel på, hvad enkelhed i scenekunsten formår,« siger Jørgen Carlslund.

Han lægger ikke skjul på, at scenekunst for børn og unge i disse år befinder sig i en stadigt hårdere konkurrence fra alle de andre tilbud – computerspil, film og TV – der stadigt mere aggressivt bejler til børnefamiliernes fritid.

»Der er så mange store massekommunikationsting, at noget så gammeldags som teater kan have svært ved at trænge igennem i hverdagen. Der kan vi som lille kulturinstitution ikke være med,« siger han.

»Men det er vores erfaring, at vi med festivalformatet kan komme bredere ud til børnefamilierne, som så – forhåbentlig – også bliver mere opmærksomme på de ting, der foregår til daglig. Og ikke bare hos os på Teater Zebu. Med SpringFestival betragter vi os som ambassadører for scenekunst for børn og unge i det hele taget.«

Se hele programmet på springfestival.dk.