Som en kølig og rationel nordeuropæer kan man ofte undres over temperamentet og de brølende krav om løsrivelse i sydeuropæiske lande. Hvorfra kommer denne store trang fra til bare at skride fra et nationalt fællesskab, smække med døren og råbe: »Fuck jer!«? Hvorfor vil catalonerne løsrives fra Spanien, og hvorfor vil en pæn del af norditalienerne frigøres fra resten af støvlelandet? Og hvorfor skotterne og korsikanerne?
Sådan er det heldigvis ikke her. Og så alligevel. Hvis man følger den aktuelle strid om udflytning af statslige job, kommunal udligning og ukvemsord, der flyder mellem landsdelene, er der ikke længere nogen grund til at undres over separatismen. Den ligger som et logisk svar lige under den nationale fernis. Løsrivelse er altid et resultat af, at der er nogle, der vil det, fordi det gavner dem selv. Og det begynder altid med, at modsætninger og uretfærdigheder bliver italesat som vigtige, ja, næsten essentielle, at befolkningsgrupper og landsdele får tillagt særlige egenskaber og emotionelt sat op imod hinanden.