Tag de store skærme ud af børneværelset og få både teenagerne og de mindre børn til at lægge smartphones og tablets fra sig i timerne op til sengetid.
Så bastante er anbefalingerne fra de amerikanske børnelæger, der er bekymrede over den skadelige effekt af digitale medier på børns og unges søvn. De har fundet sagen vigtig nok til at udgive et særtillæg til lægetidsskriftet Pediatrics.
Også i Danmark er der læger, som er bekymrede:
»Det er helt basale biologiske forudsætninger i hjernen, der påvirkes, når vi udsætter os for kunstigt lys, lige inden vi skal sove. Søvnhormonerne kører skævt, og man gør vold på den naturlige søvn,« siger Imran Rashid, der er speciallæge i almen medicin og har udgivet bogen »SLUK - kunsten at overleve i en digital verden«.
»Skærmene er et problem, uanset hvad vi laver på dem. Men det vækker også hjernen, når man spiller spil ved sengetid. Det er sjovt, og man bliver fanget af det. Det er jo derfor, børnene elsker det. Men det er også derfor, de ikke skal have lov til at gøre det hele tiden,« siger Imran Rashid, der selv har introduceret skærmfrie soveværelser derhjemme.
Men hvordan tager man så skærmen fra børnene, eller endnu værre fra teenagerne, når de uvægerligt vil reagere, som om man vil skære armene af dem?
»Det handler om at lægge vægt på det, man gerne vil. Det er en af de vigtigste færdigheder i livet at sove godt. Vi ved, at det giver en dårlig livskvalitet ikke at sove godt. Det er ligesom tandbørstning, hvor vi jo ikke accepterer, at børnene har mere lyst til at lade være,« siger Imran Rashid, der er helt på linje med de amerikanske børnelæger.
I fem gode råd til forældre og behandlere anbefaler de blandt andet, at man afsøger, om dårlig søvn kan være en væsentlig årsag eller ligefrem ligge til grund for problemerne, når et barn eller en ung får vanskeligt ved at fungere i skolen eller hjemmelivet.
Og som med alt andet er det vigtigt, hvad vi siger som forældre, men endnu mere vigtigt, hvad vi gør:
»Siden jeg udgav min bog i januar har jeg selv smidt elektronikken ud af soveværelset. Der er ingen TV, ingen smartphone, ingen tablets. Man er nødt til at gå forrest. Det hjælper ikke at sige til børnene, at skærmene skal ud af soveværelset, hvis mor og far selv ligger med smartphones. Vi skal ikke gøre det til normen at have skærme, så det bliver en kamp, hver gang de skal væk,« siger Imran Rashid.

