Søndag morgen fik sportsvært på TV2 Christian Müller Bækgaard en ubehagelig oplevelse: Hans helt nyt bil, som stod parkeret foran hans hjem på Østerbro, var væltet om på siden af ukendte gerningsmand og vinduerne var smadret.

Nu viser det sig, at Christian Müller Bækgaard ikke er den eneste, som har fået væltet og smadret sin bil, skriver TV2 Lorry.

Mediet er indtil videre bekendt med fire væltede biler, og en af dem tilhører Amanda Bertelsen, som bor i Søborg. Da hun skulle på arbejde søndag morgen, fandt hun sin Toyota Aygo væltet.

»Min kæreste Gustav kom ned, og vi fik ringet efter Falck, der hjalp med at få bilen tippet og sendt på værksted. Spejle og ruder var smadret, bilen havde store, dybe ridser og var helt trykket på siden. Det er virkelig tarveligt gjort, at nogen kan finde på at gøre det,« siger hun til TV 2 Lorry.

Falckmanden oplyste kæresteparret, at de nok skulle regne med en regning på 15.000 kroner for bilens skader. Søndag anmeldte de sagen til Københavns Vestegns Politi.

De tre øvrige bilvæltninger har fundet sted på Østerbro og hører under Københavns Politi. Udover Christian Müller Bæksgaards bil drejer det sig om en Fiat 500, som er blevet væltet på Rosenvængets Allé og en smartcar, der er blevet væltet på Marstalgade.