Boeing hev flest ordremilliarder hjem, da flybranchen i sidste uge spillede med musklerne ved Farnborough Air Show i England.

Der foregår lige nu en luftkrig mellem den amerikanske flygigant og de europæiske rivaler fra Airbus. Kampen på flymessen stod primært mellem Boeings 737 MAX flytype og Airbus' A32neo. To trimmede og energivenlige flytyper der rammer på et tørt sted i en flybranche, som er pressede af høje brændstofpriser.

Boeing hentede 50 pct. flere ordrer end Airbus, der samlet for begge firmaer endte på ordrer for en anslået værdi af 54 mia. dollars (små 330 mia. danske kroner).

Boeing endte med ordrer på 396 fly til en værdi af 37 mia. dollars, mens Airbus hentede ordrer for 115 A32neo-fly for samlet 17 mia. dollars, ifølge en opgørelse lavet af New York Times. Priserne er opgjort i selskabernes listepriser, og der kan derfor være forhandlet rabatter og andre forhold ind i ordrerne.

Blandt Boeings ordrer var blandt andet en ordre fra United Continental for 14,7 mia. dollars, ligesom der også var store ordrer fra GECAS og Air Lease Corporation, der blandt andet lejer fly ud til Norwegian, Air Berlin og Air France.

Langt op til Airbus

Sidste år trynede Airbus Boeing, da deres A32neo gik som varm brød ved en tilsvarende flymesse i Paris. Samlet set fører Airbus stadig, den ordrekrig som parterne, ifølge Reuters, ikke kan blive enige om, hvem startede.

"De (Boeing, red.) har startet en priskrig. Jeg synes, det illustrerer den desperate situation, de befinder sig i. MAX-flyet er underlegen i forhold Neo. Det har de opdaget, og nu er de nødt til at sænke priserne," sagde Airbus salgschef John Leahy til Reuters umiddelbart inden messen.

Tidligere på måneden hældte Airbus også malurt i Boeings bæger ved ganske opsigtsvækkende at offentliggøre planer om en ny fabrik på Boeings hjemmebane i USA. I kampen mellem to to flytyper har Boeing efter messen ordrer på 649 af dets 737 MAX-fly, mens der stadig er langt op til Airbus' 1.454 ordrer på A32neo.

Global afmatning smitter af

De to flygiganter kæmper om at få så stor en luns af det flymarked, der bliver vurderet til at være op til to billioner dollars værd over de næste 20 år.

Der er tilsyneladende god grund til at kæmpe, da afmatningen i den globale økonomi nu også lader til at sætte ind i på salget af fly. Farnborough Air Show blev en noget mere stille affære på ordresiden i forhold til sidste års store flyshow i Paris, hvor der blev landet for 67.5 mia. dollars i ordrer.

I den henseende er de to flytyper vigtige, fordi de er opdaterede udgaver af tidligere flytyper, der med deres ene gang ned gennem flyet er populære hos blandt andet lavprisselskaber.

"Priserne på flytyper med én gang er vigtige, fordi de repræsenterer omkring 75 pct. af flymarkedet. Med det meste af udviklingsarbejdet allerede betalt er de pengemaskiner, hvor alt det, man kan hente på prisen, forhåbentlig vil falde tilbage på bundlinjen," lyder det ifølge Reuters fra Zafar Khan, der er luftfartanalytiker hos Societe Generale i London.