? Min datter bor i en ejendom med ejerlejligheder. Hun generes desværre af en nabo, der i tide og utide spiller høj musik. Til trods for gentagne henvendelser fra beboere og ejerforeningen fortsætter vedkommende med sin støjende adfærd.
Kan foreningen vedtage et husreglement, hvor der pålægges beboerne bøder ved gentagen overtrædelse af reglementet?
Kan min datter alternativt kræve erstatning, da brugsværdien jo er kraftigt reduceret, de dage hvor der støjes?
Venlig hilsen F.
! Det fremgår af ejerlejlighedslovens § 8, at »hvis en ejer gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen misligholdelse af sine forpligtelser over for ejerforeningen eller et af dennes medlemmer, kan ejerforeningen pålægge ham at fraflytte lejligheden med passende varsel«.
Lovmotiverne siger, at »der efter udvalgets opfattelse bør stilles strengere krav til fjernelse af en ejer end til ophævelse af et lejemål«. Der skal altså en del til.
En ejerforening har et sæt spilleregler: Vedtægterne. Heri kan være bestemmelser om støj med videre. De kan også være fastsat i et reglement, der har hjemmel i en vedtægt.
Du har naturligvis forsøgt at tale med din overbo, men måske skal du gøre et nyt forsøg og så få bestyrelsen med til en samtale. Ofte hænger støjproblemer sammen med forskellig opfattelse eller kultur, og en god samtale – eventuelt med medvirken af en advokatmediator – kan i mange tilfælde være den hurtigste, billigste og mest effektive løsning også på denne konflikttype.
Det er vigtigt, at du har dokumentation for generne. Du sikrer dig ved at føre logbog over støjen. Du noterer tidspunkt og form, og det bliver du ved med. Samtidig må du klage til bestyrelsen, som har pligt til at tage affære.
Hvis andre er generet på samme måde som du, bør I gå sammen om at klage.
Det er nogle gange vanskeligt at afgøre, om der foreligger en misligholdelse, men de fleste ejere vil rette ind, når de konfronteres med risikoen for at skulle flytte.
Hvis grænserne for overboens adfærd er tilsidesat, så skal bestyrelsen gribe ind, og problemet bliver så forhåbentlig løst. Det er nok vanskeligt for dig at løfte din bevisbyrde for størrelsen af et økonomisk tab, der er en direkte følge af overboens adfærd, så den vej skal du ikke gå. Derimod vil bestyrelsen naturligvis forklare overboen, at hvis der antages advokatbistand, vil udgifterne hertil blive krævet dækket af overboen. Det kan også være meget motiverende.
Med venlig hilsen Allan Ohms, advokat (H), www.ForumAdvokater.dk