Stormen Bodil har været hård ved statens skove, og antallet af væltede træer er langt højere end efter stormen i oktober.
Omfanget af væltede træer efter Bodil ventes ifølge Naturstyrelsen at blive på mindst 290.000 kubikmeter, hvilket svarer til i omegnen af 750.000 træer. Orkan Allan lod de danske skove slippe mere nådigt – den væltede »kun« 125.000 kubikmeter, hvad der svarer til godt og vel 312.000 træer.
Ifølge miljøminister Ida Auken (SF) venter der et omfattende oprydningsarbejde, ligesom de økonomiske konsekvenser ved de to storme kommer til at kunne mærkes.
»Det er et stort tab, når store, gamle træer vælter, og det kommer til at tage meget lang tid at rydde op. Økonomisk er det også en bet. Naturstyrelsens foreløbige vurdering er, at skovbrugserhvervet har lidt tab for omkring 100 millioner kroner ved de to storme, vi har haft med få ugers mellemrum,« oplyser miljøminister Ida Auken i pressemeddelelse.
Ifølge Naturstyrelsen er det Vestjylland og Midtjylland, der er hårdest ramt, men det samlede tabstal er endnu ikke blevet gjort op, da mange veje og stier stadig er ufremkommelige.
De væltede træer bliver enten efterladt i skovbunden eller samles sammen med henblik på salg.
BNB