Første indtryk

Taxaen sætter os af bag den ældgamle sporvogn, der holder lige uden for hotellets indgangsdør på den store plads. Hotellets seks etager høje facade er nymalet lysegul og skiller sig ud fra de lidt mere triste nabohuse. Dørmanden og en piccolo kommer ilende ud og griber begge kufferter. Sådan.
Indenfor er alting småt, men yderst smagfuldt og nyrenoveret. Bairro Alto Hotel er et gammelt familiedrevet hotel fra 1840 med kun 55 værelser, så der er tænkt nøje over indretningen. På forhånd har jeg hørt meget om tag-baren på 6. etage med udsigten, så mens kufferterne kommer op, kører vi til tops. Og wauw, siger jeg bare. Her først på eftermiddagen sidder folk bare og stiger betaget ud over Tejo-floden, den røde bro og byens tage, mens de nipper til en sandwich, kaffe eller vin. Det er beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed.

Værelserne

Hele hotellet blev renoveret i 2005. Værelserne er indrettet med træpaneler halvt op af væggene, malet i forskellige farver. Nogle er blå som himlen, andre røde som byens tage eller gule som sporvognene. Over panelerne er der malet akvarel-malerier, der er alle steder meget højt til loftet, og skabe og møbler er af mahogni.
Hvert år renoveres to værelser eller suiter helt, for at alt løbende skal fremstå tip-top. Også nye billeder males.

Mad og drikke

Restauranten er intim og bruges til både morgen-buffeten, som har det hele, og servering om aftenen. Den unge køkkenchef satser på det nye, portugisiske køkken, men netop til middag er hotellets restaurant udfordret: Rundt om i de små gader ligger utallige spisesteder, der ofte er mere lokkende end en hotelrestaurant. Til gengæld har den lille sjove bar et usædvanligt stunt netop her i byen: Man byder på 36 forskellige slags gin. En trappe nede er der indrettet en bar for sportselskere med stort fjernsyn. 

Særligt

Man har fundet en måde at støjdæmpe dobbeltdørene ud mod den livlige plads Luis de Camoes på, så når festerne går løs i weekenderne, bliver man stort set ikke forstyrret.

Plus

Man kan ikke bo mere centralt i Lissabon end her – lige udenfor døren kan man gå en tur i de små stejle gader eller hoppe på sporvogn nr. 28, der ender oppe ved borgen Castelo de Sao Jorge.

Minus

Hvis man er gangbesværet, bør man nok finde et lavereliggende sted nede ved floden.