Når det om David Karp siges, at han er vokset op med Tumblr, så er det nærmest i bogstaveligste forstand sandt. Han ligner stadig en ranglet teenager, der knap nok fylder sit eneste jakkesæt ud. Han var blot 20 år, da miniblogtjenesten gik i æteren. Og selv om deltidsprojektet hurtigt blev til fuldtids-beskæftigelse – for ikke at sige en fuldtidsbesættelse – så troede han længe, at han for altid kunne drive Tumblr med bare fire ansatte.
De fire er i dag blevet til 120, og det er endog ydmygt i forhold til de over 100 millioner blogs, som vidner om en fænomenal vækst i de forløbne syv år. En vækst så fænomenal, at Yahoo nu har smidt 1,1 mia. dollar på bordet for at overtage Tumblr.
Den nu 26-årige hurtigsnakkende newyorker følger med i handelen. Og dermed tegner 2013 til at blive et skelsættende år for både David Karp og Tumblr, hvor han – som mange iværksættere før sig – skal definere sin fremtidige rolle i et selskab, der selv står midt i en modningsproces og nu for alvor skal vise, om det kan tjene penge.
Har han i tilstrækkelig grad lært at drive virksomhed, eller ligger hans styrke i at tænke i visioner og produktstrategi?
Vil han og Tumblr være bedre tjent med en pendent til Facebook-modellen med direktøren Sheryl Sandberg som sparringspartner til stifteren Mark Zuckerberg?
Allerede før Yahoo kom ind i billedet, blev David Karp betragtet som en af teknologiverdenens førende unge innovatorer, og han er med sin fremsynethed og egensindige fokus på design og simpel brugervenlighed blevet sammenlignet med Apple-grundlæggeren Steve Jobs.
Tumblr er drevet frem på Karps entusiasme og arbejdsnarkomani, og han erkender selv at være særdeles stædig. Også mere end han selv til tider synes er godt. Men han vedkender også at have stået i lære hos mentorer, som han har forstået at lytte til.
Den første dukkede op, da han som 14-årig var skoletræt, trods det, at han gik på eliteskolen Bronx Science, der gennem tiderne har fostret otte nobelprisvindere i fysik og kemi og syv Pulitzer-prisvindere.
Karps mor, der er skolelærer, var opmærksom på, at han altid hang ved computeren, hvor han allerede som 11-årig havde lært sig selv at skrive netprogrammer og designe hjemmesider. En af hendes bekendte var den tidligere MTV-direktør Fred Seibert, der tog den unge David under vingerne i sit animationsfirma, og snart droppede han helt ud af skolen – med moderens velsignelse.
Ambitioner om at læse til computeringeniør på MIT blev også hurtigt droppet, et job på webstedet UrbanBaby fulgte, og da det blev solgt i 2006, brugte han sin del af indtægterne til at starte eget firma, Davidville, med den tanke at arbejde på både klienters og egne projekter.
Et af disse projekter var netop Tumblr, der af Karp selv beskrives som et medienetværk til at udveksle kreative links, fra blogs til fotos. Og det var igen Fred Seibert, der sørgede for opbakningen. Han satte David Karp i forbindelse med ventureinvestoren Bijan Sabet, der hjalp med at udvikle den første forretningsplan og lige som Seibert skød penge i projektet.
Karp omtaler i dag Sabet som mentor på linje med Seibert. Om end Karps første reaktion på forretningsplanen angiveligt var:
»Det er for mange penge med for stort et pres.«
Om det samme kan siges om salget til Yahoo, må tiden vise.
