Det kan ikke skjules, at jeg statistisk set nok har flere ferierejser bag mig end foran mig. Og da mine ferier oftest inkluderer leje af en bil i ud­landet, har jeg over årene oplevet en bred vifte af plattenslagere, lusepustere og skiderikker, der udlejer biler med indbygget garanti for at betale mere end forventet.

Jeg har i de senere år dog undgået det værste ved at leje bil hjemmefra gennem FDM, så alt er nedfældet i lejeaftalerne på både dansk og det lokale sprog. Men på den seneste tur til Mallorca besluttede vi at vente med at leje bil, indtil vi var fremme ved hotellet.

»Hvor galt kan det gå,« tænkte jeg.

Og om ikke andet så forventede jeg en vis underholdningsværdi ved at sætte mig til forhandlingsbordet med de lokale biludlejere ude i ferieområdet.

Jeg blev ikke skuffet.

Efter et hurtigt overblik blev bilen bestilt på hotellet, fordi der så ville være gratis parkering inkluderet. Og prisen på listen var rimelig for to dage med en Fiat 500 cabriolet, der oven i købet ville blive leveret på hotellet.

Morgenen efter mødtes jeg med Louis præcis kl. ni i receptionen. »Like a swiss watch,« galpede han som det første og pegede på sit tomme håndled. Præcision er en god egenskab, men den gjaldt desværre hverken pris eller forsikring på lejebilen, da han fandt sine let krøllede lejedokumenter frem.

Prisen var steget omkring 30 procent, fordi prislisten på hotellet ikke gjaldt i højsæsonen, måtte jeg forstå.

Og »Full Insurance« skulle overhovedet ikke tages bogstavligt, måtte jeg også forstå.

Faktisk forklarede Louis mig indtrængende, at der kun var ansvarsforsikring på bilen til den pris, der inkluderede »Full Insurance«. Med øjenbrynene trukket op i nærheden af hårgrænsen forklarede han, at jeg da godt kunne satse på at køre forsigtigt, så jeg ikke lavede skader. Men modsat kunne jeg altså risikere at skulle betale for en helt ny bil til Louis’ arbejdsgiver, hvis jeg skulle være så uheldig at totalskade den pæne Fiat.

Min replik i forhandlingen var selvfølgelig den pris, der stod på hotellets liste, og efter en hurtig telefonkonference med chefen accepterede Louis den oprindelige pris – men med et ansigtsudtryk, som havde jeg stjålet hans mors vielsesring. Så sagde jeg – bare for at etablere en fælles ramme for forhandlingen – at der ved billeje jo som regel var inkluderet en kaskoforsikring med en selvrisiko på eksempelvis 500 euro. Vupti, så var de 500 euro skrevet ind i et felt i kontrakten, der i øvrigt kun var på spansk. Og med den selvrisiko kunne Louis da godt tilbyde en kasko­forsikring for lidt mere end et par håndfulde euro om dagen.

Nå, vi skulle jo også ud og kigge på øen, så kontrakten blev underskrevet, og vi kom afsted. Men stik mod mine principper havde jeg skrevet under på noget, jeg ikke forstod, og hele historien giver mig anledning til at opridse mine bedste råd ved leje af bil i udlandet:

1. Lej bilen hjemmefra, så betingelserne kan læses på forhånd, og du ikke skal gøre det træt og svedende ved skranken i lufthavnen.

2. Få bilen med kaskoforsikring og sørg for, at din rejseforsikring dækker selvrisikoen.

3. Tjek, at udlejer ikke reserverer et kæmpebeløb på et kort, der har en grænse for udbetaling.

4. Vælg at få og aflevere bilen med fuld tank, og find på forhånd den nærmeste benzinstation.

5. Og endelig, tænk sjovt og ikke fornuftigt ved valg af bilmodel.

Det skriver Berlingskes Povl Dengsøe