På sådan en kold og grå dag i december, hvor Solen går ned, allerede inden det er drinkstid, kan det være vanskeligt at se det for sig: Sådan et sted, hvor venner eller veninder, forældre med børn, kærestepar på bytur, kolleger med lyst til en fyraftensøl osv. osv. mødes og nyder hovedstadens herlighedsværdier.

Men hjørnet ved Den Frie Udstillings Bygning på Oslo Plads har potentialet til at blive sådan et nyt mødested i København, efter at landskabsarkitekten Torben Schønherr har ryddet op i det tidligere rod, og Statens Kunstfond har bekostet en skulptur skabt til stedet af Sophia Kalkau.