En dommer i Chile har åbnet for en undersøgelse, der skal afklare om Sydamerikas største digter, Pablo Neruda, blev myrdet. Mistanken er, at agenter for landets leder general Augusto Pinochet stod bag mordet. General Pinochet tog magten i Chile efter et kup mod præsident Salvador Allende i 1973.

Nerudas familie har længe hævdet, at digterens død den 3. september 1973, kun 12 dage efter kuppet, skyldtes kræft. Men Nerudas chauffør Manuel Araya har påstået, at Neruda blev myrdet, fordi han var aktiv kommunist og en af Allendes støtter.

Få dage før sin død trykte Neruda en kritik af kuppet. Manuel Araya hævder, at Neruda blev myrdet, fordi han var på vej til Mexico, og at Pinochets regime ikke ønskede, at han skulle blive samlingspunkt for kritikere af det nye militær-regime.

Dommer Mario Carroza åbnede sagen på anmodning af Chiles kommunistparti. Det kan medføre, at Nerudas lig skal graves op. Sagen om Neruda er ikke den eneste af de gamle sager fra kup-tiden, der nu graves frem. I sidste måned besluttede regeringen, at Allendes lig skulle undersøges, for at fastslå, hvorvidt han begik selvmord 11. september 1973 eller blev myrdet.

Dommer Carroza har også ansvaret for undersøgelsen af Allende-sagen og hundredvis af sager om forsvundne chilenere. Den konservative præsident Sebastian Pinera har støttet disse undersøgelser.