Natten mellem tirsdag og onsdag raserede en storm med vindstød op til orkanstyrke, og stormen fortsætter onsdag morgen.

- Først på morgenen er der fortsat meget vind. Det bliver op til stormende kuling med vindstød af stormstyrke, så det kan jo godt influere på trafikken, gætter jeg på, siger Michael Skelbæk, vagthavnede meteorolog ved DMI.

På Vejdirektoratets hjemmeside bliver der advaret om farligt vejr på grund af stormen.

I Midt- og Nordjylland bød natten på 25 sekundmeter storm og vindstød af orkanstyrke på 33-36 sekundmeter. Og selvom orkanstyrken ikke bliver at føle onsdag morgen, vil morgentrafikken stadig kunne mærke vinden.

- Her inden for de næste par timer, forventer jeg, at stormmiddelvinden også forsvinder, men det bliver trods alt stadigt blæsende med en hård vind til hård og stormende kuling. Orkanen er ved at ebbe ud, men der kan komme vindstød af stormstyrke ned over den nordlige halvdel af Jylland, Sjælland og Bornholm, siger Michael Skelbæk.

Ifølge Vejdirektoratet fraråder Øresundsbroen vindfølsomme køretøjer at passere på grund af stormen, ligesom Fermensundbroen er spærret for al trafik.

Desuden advarer Vejdirektoratet om, at stormen kan påvirke trafikken, fordi den kan forårsage væltede træer på vejen, lukkede broer og vindstød, der kan bringe bilen ud af kurs.

Men vinden er på retræte, fortæller Michael Skelbæk fra DMI.

- Vinden er så småt aftagende ude ved den jyske vestkyst. Det er nu primært oppe i Amagerbugten og ude i Kattegat, der stadigvæk er storm. Vinden aftager så yderligere i løbet af dagen, men det vil fortsat være med en frisk vind til kuling fra vest og sydvest. Så man vil helt sikkert også føle det som en blæsende onsdag, siger Michael Skelbæk.