Efterårsvinden rusker endnu engang i Danmark med vindstød helt op til 18 meter i sekundet. I København har de kraftige vindstød resulteret i, at et større stillads er væltet ved Fredensgade nr. 15, og hele vejbanen i retning mod byen er derfor spærret.

»Fredensgade må forventes at være spærret i længere tid, da der venter et større oprydningsarbejde forude. Find alternative ruter,« skriver Københavns Politi på Twitter umiddelbart efter ulykken.

Der er ingen melding om tilskadekomne ved det nedfaldne stillads på Fredensgade.

Tidligere på dagen advarede Københavns Politi mod ustabile stilladser og opfordrede borgere til at sikre genstande, der kunne risikere at blæse væk. Den advarsel gentager de nu:

»DMI oplyser, at det blæser kraftigt frem til midnat - op til 18 meter i sekundet. Pas på løsdele og vis hensyn omkring Fredensgade,« skriver de.

Endnu ingen skærpede regler for stormsikring

Efter sidste års rekordstorm i oktober lagde daværende formand for Beskæftigelsesudvalget Lennart Damsbo-Andersen (S) op til, at reglerne for fastgørelse af stilladser skulle revurderes, så stilladserne var bedre sikret mod stormvejr.

Reglerne for montering af stilladser er blevet skærpet fra 1. januar 2014 efter en tre års overgangsperiode, men de skærpede regler er ikke specifikt møntet på stormsikring, understreger Arbejdstilsynet. Reglerne omhandler sikkerheden for de arbejdende på stilladserne under opsætning og nedtagning.

Bo Jensen, der er formand for stilladssektionen i Dansk Byggeri mener, at de nuværende regler på området fungerer efter hensigten. Han understreger dog, at han ikke kan udtale sig om det konkrete tilfælde på Fredensgade.

"Der er jo allerede regler for fasttømring af stilladser. Det fylder selvfølgelig i det offentlige billede, når et stillads vælter, men tænk lige på hvor mange stilladser, der er i bybilledet. De fleste tager også ud og kontrollerer deres stilladser, hvis der er stormvarsel, men det var der jo ikke i dag," siger Bo Jensen, der er formand for stilladssektionen i Dansk Byggeri.

Det har ikke været muligt, at komme i kontakt med Øens Murerfirma som har opstillet stilladset på Fredensgade.