Blå blok. Rød blok. Hvem er hvem? Findes det stadig? Tilsyneladende ikke som klare farver, hvorunder vælgerne kan stille sig i sikker forvisning om, at farven holder, og partiet står urokkeligt ved sin fane. Tirsdag omskrev Socialdemokraterne øjensynligt betydningen af »Når jeg ser et rødt flag smælde/ på en blank og vårfrisk dag«. Til en fortsættelse i retning af; »kan jeg høre direktøren fortælle/ om glæden ved hjælp til sin sag«.
Hvad er det, der sker? Eller som DRs politiske analytiker spurgte statsministeren, da han fik tildelt spørgsmål under regeringens præsentation af dens erhvervsvenlige vækstplan: »Er det her klassisk socialdemokratisk politik?« Underforstået, at det var det ikke for analytikeren selv, uanset hvordan han vendte sin politiske staveplade.
Dansk politik, særligt den økonomiske, synes i dag at underlægge sig selv andre regler end dem, medierne og vælgerne dømmer politikerne efter. Andre krav end de krav der spørges til.
»Vi har DJØF-konsensus,« siger sociolog Henrik Dahl.
Sociologen mener hermed, at økonomisk politik er blevet et anliggende udelukkende for økonomer, for de såkaldte DJØFere. Hvad enten disse sidder i regeringen eller udenfor.
»Der føres en teknokratisk politik, som skal gøre alle professorerne i nationaløkonomi, hvoraf nogle er vismænd, glade. Den retter sig mod at få bestemte nøgletal til at tage sig ud på en bestemt måde. Det er derfor hverken blå eller rød, der har vundet slaget om den økonomiske politik. Det er professorerne. Medierne spørger disse, hvad der skal til. Siden tjekker de med økonomerne om det, politikerne så gør, nu også kan stemme med de påkrævede nøgletal. DJØFerne har vundet,« siger Henrik Dahl.
Den seneste tids reforminitiativer har fået en hård modtagelse i Socialdemokraternes folketingsgruppe. Fra partiets højtråbende borgmestre og i store dele af den socialdemokratiske bevægelse. Mandag aften, dagen før regeringen præsenterede sin vækstpakke, advarede otte fagforbund i et åbent brev statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) mod at give erhvervslivet lempelser, når pengene burde bruges på offentlig service.
»Skidesprællere«
Heller ikke blandt centrumvenstre-kommentatorer er der ligefrem glæde. Her eksemplificeret ved Politikens lederskribent Lars Trier Mogensen:
»At flytte penge fra kontanthjælpsmodtagere til aktieejere er så uværdigt, at selv en borgerlig regering ville kvie sig. SRSF kvajer sig. Egon Olsens berømte udbrud har fået ny mening: »Hængerøve, fæhoveder, lusede amatører, slapsvanse, småfede grødbønder, feje hunde, jammerkommoder, elendige klamphuggere, skidesprællere, narrehatte – socialdemokrater«. … Det er uforståeligt, at SFere og realisterne hos Socialdemokraterne vil være med til at sælge sådan ud.«
Omvendt er modtagelsen i erhvervslivet. Eksempelvis mener Jens Klarskov, adm. direktør i Dansk Erhverv, at det ikke alene er mange år siden, der er kommet et politisk-økonomisk initiativ, som gavner erhvervslivet i en sådan grad. Alt i alt har han også varme følelser over for SRSF-regeringens samlede økonomiske politik.
»Dagens temperatur er i hvert fald på plus. Vi mærker også i vores drøftelser med regeringen, at der er en opmærksomhed omkring, hvad der skal til for, at virksomhederne får lidt af optimismen igen. Og det handler altså ikke om følelser, men om erhvervslivets konkrete vilkår,« siger Jens Klarskov.
Erhvervslivets venner
Også Dansk Arbejdsgiverforening synes venligt stemt:
»Vi er tilfredse med, at regeringen fastholder en ansvarlig økonomisk politik. Det er en grundforudsætning for at kunne skabe vækst og velstand,« skriver direktør Jørn Neergaard Larsen i en e-mail.
Han tilføjer dog, at regeringen bør tage overførselsindkomster fra flere arbejdsdygtige personer. Og at det vil kunne frigøre 50 mia. kroner om året, hvis Danmark kommer ned på samme antal modtagere som Sverige.
Selv den borgerlig-liberale tænketank CEPOS finder også den røde regerings økonomiske politik forsonende.
»Vi giver normalt ikke overordnet karakter. Det gjorde vi heller ikke til den tidligere regering. Men det er en lille bevægelse i den rigtige retning, og en klar linje begynder at tegne sig med reformer, der øger arbejdsudbuddet og sænker skattetrykket,« siger CEPOS’ direktør, Martin Ågerup:
»Jeg tror, at regeringen i meget høj grad blev overrasket over, hvor negativt deres første finanslov blev modtaget af erhvervslivet.«
Til gengæld vånder Dansk Erhverv, Dansk Arbejdsgiverforening og CEPOS sig alle, når de bliver bedt om at pege på, hvilken økonomisk politik de foretrækker: SRSF-regeringens eller den tidligere VK-regerings. Man skulle ellers synes, at det var et oplagt valg. Ikke mindst for kræfter som er så tæt forbundne med de borgerlige partier og lægger sine politiske støttekroner i den borgerlige lejr.
»Dybeste respekt«
Regeringens nye vækstplan med nedsættelse af selskabsskat oven på en kontanthjælpsreform med nedsættelse af ydelserne var blot få minutter gammel. Da skrev Venstres EU-parlamentariker Jens Rohde på Facebook:
»Så kom dagen, hvor jeg må udtrykke den dybeste respekt for det, regeringen gør. Besparelser på SUen og kontanthjælpen, halvering af væksten i den offentlige sektor og en sænkelse af selskabsskatten. Alt sammen på én gang! Som Venstre-mand bliver jeg næsten en smule misundelig.«
De røde er tilsyneladende de nye blå. Mens de blå ti år forinden var de nye røde. SRSF-regeringen tager angiveligt fra »de fattige« og giver til »de rige«. VK-regeringen gjorde angiveligt det omvendte ved at være en af danmarkshistoriens mest ødsle med offentlige udgifter.
Dansk politik læses og udlægges fortsat af politiske kommentatorer og politiske journalister som en fægtekamp udført på en højre-venstreakse. Men enigheden er måske mere udbredt end det modsatte.
»Hvad enten du har en rød eller blå regering, går det primære ud på at sikre Danmarks konkurrenceevne. Det er det, professorernes nøgletal og regler skal bruges til for at få det til at køre,« siger Dahl og nævner Belgien som det ultimative eksempel på den nye diskurs i økonomisk politik.
I Belgien havde man fra juni 2010 og 540 dage frem ikke kunnet danne en ny regering oven på et splittet valg. I mellemtiden fortsatte et forretningsministerium. Den belgiske centraladministration kørte Belgien.
»Og alle nøgletallene så bedre ud end længe. De belgiske DJØFere havde overtaget. Det var hverken til højre eller venstre, men midt på vejen. Til gengæld sørgede man for, at tallene passede,« siger Henrik Dahl:
»På en eller anden måde ville det også være både nemmere og måske også bedre at sætte nogle administratorer ind i Grækenland og måske også i Italien, hvilket man sådan set også gjorde med Monti på et tidspunkt. Han var jo administrator og ikke politiker. Men sådanne administrative beslutninger er naturligvis ikke legitime. Det er jo ikke demokrati,« siger sociologen.
Socialdemokratiske dyder
»Velfærd eller skattelettelser«, lød Socialdemokraternes valgparole i 00erne. Socialdemokraterne synes at have valgt: Skattelettelser.
Eller rettere: SRSF-regeringen mener tilsyneladende ikke længere, at der er et valg. Der er kun den økonomiske nødvendighed, som økonomer dikterer.
»Det er klassisk socialdemokratisk politik at rydde op efter en borgerlig regering,« som statsminister Helle Thorning-Schmidt svarede DRs undrende politiske analytiker.
Det er kursen. Det er politikken. At gøre økonomiprofessorerne glade. Som Socialdemokraternes egen økonomiske overvismand gennem tiderne, den britiske økonom John M. Keynes, sagde: »When the facts change I change my mind«.
I dag råder konkurrencestaten. Socialdemokraterne og SFs »Fair forandring« var langt fra professorlinjen.
Til gengæld synes hverken mediernes eller vælgernes målestok for Socialdemokraterne at være ændret. Her registreres stadig, om partiet er i vater med den oprindelige politiske amagerhylde.
Fyns Amts Avis’ chefredaktør, Troels Mylenberg, undrer sig over, at Socialdemokraterne nu mener, at klassiske, socialdemokratiske økonomiløsninger ikke er gode nok til en krisetid. Og tilsyneladende navigerer efter det. Helt uden at spørge sig selv om hvorfor partiets egne økonomiske idéer så skulle række efter krisen. Som Mylenberg skriver:
»Det er det spørgsmål, mange vælgere må sidde tilbage med, når regeringen så entydigt fravælger sin egen politiske tradition. Og hvorfor skulle vælgerne eksempelvis blive ved med at være socialdemokrater, hvis Socialdemokraterne ikke selv er det?«
Et spørgsmål af den slags der ikke findes professorsvar eller nøgletal for.