Det bliver Venstres Hans Christian Schmidt, der fremover skal stå i spidsen for Transport- og bygningsministeriet. Den erfarne politiker skal dermed være tovholder i den kommende tid, hvor der blandt andet skal diskuteres nye motorveje og jernbaner.

Det er ikke et nyt område for Hans Christian Schmidt, der også var transportminister fra 23. februar 2010 til 3. oktober 2011.

Hans Christian Schmidt, født 25. august 1953, er søn af Ingrid A. Schmidt og Holger Schmidt. Han blev uddannet lærer i 1977 og har siddet i Vojens byråd fra 1982 til 2001. Her har han været medlem af en lang række udvalg og formand for Undervisnings- og socialudvalget. Samtidig har han i en årrække været medlem af kommunens økonomiudvalg og også været viceborgmester. I 1994 blev han valgt til Folketinget og i 2001 udnævnt af Anders Fogh Rasmussen til miljøminister. I 2004 blev Hans Christian Schmidt fødevareminister og i 2007 gruppeformand for Folketingsgruppen.

Hans Christian Schmidt gik blandt andet til valg på, at han ville rykke flere statslige arbejdspladser ud af København. Til det formål satte han gang i en digital underskriftsindsamling, der ifølge Politiko havde opnået 372 underskrifter 1.juni.

»I nogle egne af Danmark, hvor flere arbejdspladser i den grad står øverst på ønskelisten, ville det betyde alverden at få en statslig arbejdsplads placeret lokalt. F.eks. her i det sydjyske, hvor jeg kommer fra. Det ville selvsagt betyde jobskabelse og dermed tilflytning, som har en enorm betydning for udvikling og vækst i lokalsamfundet,« skrev Hans Christian Schmidt ifølge Politiko i en pressemeddelelse.

Hans Christian Schmidt fik 8.348 personlige stemmer ved valget.