»Dét er en Bjørn Nørgaard«. Sådan vil man kunne sige i stort set alle københavnske bydele. Kunstneren Bjørn Nørgaard har nemlig gennem en lang årrække sat sine spor på København. Han er blandt andet kunstneren bag gobelinerne i Christiansborg Slots Riddersal, han har skabt kærlighedsøen i Ørestad, og han har sat sit præg på Aksel Larsens Plads i form af skulpturen »Nørrebros Hjerte«.

I øjeblikket arbejder Bjørn Nørgaard på et porcelænsstel til caféen på Statens Museum For Kunst, men også på et stort skulpturprojekt, der skal stå ved PFA Pensions hovedsæde i Nordhavnen. Han er desuden med til at udbygge Den Frie Udstillingsbygning med et nyt københavnerhjørne, og så begynder han snart på et gravmæle til Hendes Majestæt Dronning Margrethe og Hans Kongelige Højhed Prins Henrik.

Hvordan var København, da du var barn?
Jeg er født på Svanevej, der ligger i det, der populært kaldes for pipfuglekvarteret, så barndommens land var Nordvest. Det er et fantastisk og lyst område, fordi det ligger så højt. Både Bispebjerg og Bellahøj, hvor svenskerne i sin tid skød med kanoner ind over byen, ligger højt. Området var fuldt af fabrikker, som kvarterets beboere arbejdede på, der var stort set ingen biler, fjernsynet fandtes ikke, og der kørte sporvogne på gaden. Folk i kvarteret, havde ingen penge, og der var ikke én person i den ejendom, vi boede i, der havde telefon. 

Hvor i byen har du boet?
Da jeg var otte år flyttede jeg med min familie til Søborg. Her boede jeg, til jeg som syttenårig flyttede hjemmefra til Landemærket ved Rundetårn. Da jeg fyldte 21 år, hvor jeg blev gift med min kone, flyttede vi først til Læderstræde og derefter til Nansensgade. Efter en pæn omtumling rundt omkring i landet, med besættelse af øer, og hvad man nu gjorde dengang, var det livets tilfældigheder og overhovedet ikke andet, der bragte os til Frederiksberg. I dag bor vi i et hus med en fantastisk udsigt over Landbohøjskolens Have.

Hvordan vil du beskrive dit forhold til København?
København er en vidunderlig by, som er stor nok til, at man kan blive væk i den. Det giver en vis frihed. Vi har et hus på Møn, hvor jeg også elsker at være, men hvor alle kender alle, og hvor alle ved, hvornår man gør noget og hvornår man ikke gør noget. I København kan du både være 'ingen' og 'nogen'. Du kan forsvinde i byen, du kan lade dig opsluge, være anonym og nærmest gå i ét med murene. Det gør, at du har større frihed til at være tilstede, uden at du hele tiden bliver tvunget til at være. Når du så møder nogen, du kender, må du træde ud igen og blive 'nogen'.

Hvad ville du ændre ved København?
Jeg er meget lidt begejstret for den rigide måde, man har behandlet Nørrebrogade. Og jeg er lige så lidt begejstret for, at man vil gøre det samme på Amagerbrogade. Jeg er enig i, at biltrafikken er blevet for voldsom, men jeg er ikke enig i, at fundamentalisme skal styre byplanlægningen. I en by skal man kunne svine sig lidt til. Hvis man kun vil have træer og fugle, så kan man bo på landet. En by er også asfalt, gummihjul og en passende mængde skidt, lort og stank.

Er der noget sted i København, der gør dig trist?
Det er vidunderligt, at København er en havneby, og at vi har nærhed til vandet. Så det er meget trist, at man bliver ved med at bygge, så vi afskærmer os fra vandet og næsten privatiserer kajerne. Vi har fri strandret i Danmark, og vi skulle også have fri kajret i København. Det er stærkt kritisk, at man i de indre dele af havneløbet vil bygge ud i havnen, for det er en stor kvalitet for byen at have et vandspejl. Den ro, det giver at sidde og kigge ud over vandet og at se byen rejse sig af vandfladen, det er en værdi, man skal være varsom med at angribe.

Hvilket af dine værker i København, sætter du selv størst pris på?
To ting med en bymæssig sammenhæng, som jeg er glad for at have været med til at skabe, er Amagertorv og bebyggelsen Bispebjerg Bakke. Derudover er jeg glad for, at jeg som formand for Det Særlige Bygningssyn (udvalg om bygningsfredning under Kulturstyrelsen, red.) har været med til at skabe et dynamisk fredningsprincip. Da nogle unge mennesker ville lave Folkets Hus på Enghavevej om til et musiksted, så gennemgik fredningskontoret hele bygningen og lavede en manual til, hvor man kunne lave ditten, hvor man skulle gøre datten og hvor man ikke måtte røre ved noget som helst. I dag er det fredede hus på Vesterbro byens bedste musiksted, Vega. Det viser, at der ingen modsætning er mellem at frede og at bruge, så længe det gøres begavet.

Synes du, at Bjørn Nørgaard skal løbe med titlen som Årets Københavner? Så afgiv din stemme her.