Væggen på skadestuen i byen Zug i det centrale Schweiz er prydet med et citat af den tyske dramatiker Bertolt Brecht:

»Wer kämpft, kann verlieren. Wer nicht kämpft, hat schon verloren.« (Den, der kæmper, kan tabe. Den, der ikke kæmper, har allerede tabt, red.)

Citatet er et pudsigt valg. Dets desperate kampberedthed kunne næppe ligge skadestuens afdæmpede professionalisme fjernere. Samtidig ville marxisten Brecht næppe bryde sig om den sejr for privatkapitalismen, som skadestuen repræsenterer, og det schweiziske sundhedssystem er almindeligt anerkendt som.

Alt udstråler ro og kompetence i den moderne bygning, der er pinligt ren og smagfuldt pyntet op til jul. En håndværker er kommet til skade med sin hånd og kommer til med det samme. En velklædt mor og en lige så velklædt datter skal have tilset datterens øje. Ingen venter længere end et kvarter.

Zug hører til blandt de mest velstående kantoner i Schweiz, og det er nødvendigt at huske på de store forskelle fra kanton til kanton, når man som udefrakommende iagttager sundhedsvæsenet. Selv om Zug måske ikke er repræsentativ for niveauet i hele landet, er det imidlertid et faktum, at det schweiziske sundhedssystem er genstand for misundelse over hele verden.

Schweizerne selv er altovervejende begejstrede for systemet, hvor der er let og uhindret adgang til alle tænkelige behandlinger, og hvor ventetid er et stort set ukendt begreb. Resultateter en særdeles sund befolkning, der i gennemsnit lever hele tre år længere end danskerne.

Varierende støtte

Sundhedssystemet i Schweiz består af obligatoriske, private forsikringer, der er helt uafhængige af ens beskæftigelse. Alle skal altså have en forsikring, og flytter man til Schweiz, skal man inden for tre måneder tegne en forsikring. Ingen kan afvises af forsikringsselskaberne, der ikke må tjene penge på basisforsikringen, og den obligatoriske forsikring dækker det samme for alle. Det vil i grove træk sige al behandling, herunder alle specialområder, men ikke tandlæge, og kun briller og kontaktlinser til børn.

Man kan vælge, hvor stor en andel man selv vil betale, hvis man får brug for behandling eller lægehjælp. Ved de dyreste forsikringer betaler man kun de første rundt regnet 2.100 kroner, mens man ved de billigste forsikringer selv skal betale de første 17.500 kroner, som behandlingen koster. Det er tale om et engangsbeløb per år, så hvis man har et dyrt sygdomsforløb og derefter bliver syg igen, kommer man altså ikke til at betale på ny.

Man betaler selv ti procent af alle udgifterne, dog er der en absolut øvre grænse på 7.000 til 22.500 kroner afhængig af, hvilken forsikring, man har købt.

Udgør udgifterne til en forsikring mere end otte procent af den personlige indkomst, hjælper staten til. 29 procent af husstandene i Schweiz får helt eller delvis deres forsikring betalt af det offentlige, fordi indtægten er lav, men støttens størrelse varierer dog en del fra kanton til kanton.

Loven om, at det er obligatorisk for alle at have en forsikring, stammer fra 1996, men i flere kantoner har det været sådan helt tilbage til 1914. Næsten alle schweizere var også forsikrede inden 1996, men dengang var markedet langt mere uigennemskueligt, og man vidste ikke altid, hvad sundhedsforsikringen helt præcis dækkede.

Middelklassen presses

Lidt mere end 200 kilometer sydvest for skadestuen i Zug ligger Sion, hovedstaden i Valais, den største af de 26 schweiziske kantoner.

Her tager Dr. Luc Fornerod og hans kollega, Dr. Arnaud Chiolero, imod på kantonens Gesundheitsobservatorium. Institutionen er den eneste af sin art i Schweiz og beskæftiger sig grundlæggende med at monitorere helbredstilstanden for kantonens indbyggere.

Dr. Fornerod og hans kollega rapporterer, at kantonens indbyggere generelt er ved særdeles godt helbred, men de tøver nu med at forklare dette med sundhedssystemet.

»Det er ikke sundhedssystemets fortjeneste, at borgerne er sunde. De er sunde, fordi de er velhavende. Sammenhængen mellem en sund økonomi og et godt helbred er en af de stærkeste, vi kan registrere,« siger Luc Fornerod.

De to læger anerkender systemets mange fordele, og at det i det store billede selvfølgelig spiller en positiv rolle for schweizernes helbred, at de med det samme kan komme til stort set enhver form for behandling, og at behandlingerne er af meget høj kvalitet. Alligevel er der problemer – eller i hvert fald potentielle problemer.

»De fattigste schweizere har generelt exceptionelt gode muligheder for at passe på deres helbred, hvis man sammenligner med fattige i alle andre lande. Det er dem på niveauet over, bunden af den lavere middelklasse, der bliver presset i disse år. Incitamenterne til at købe en billigere forsikring med en højere egenbetaling er stærke, fordi forsikringerne stiger i pris. Så siger man til sig selv, at der nok ikke sker noget, men når der gør, så rammes man hårdt på økonomien eller får ikke den behandling, man har brug for, fordi man ikke har råd,« siger Luc Fornerod.

Tallene dokumenterer, at der er noget om snakken, i hvert fald på den måde, at de penge, schweizerne betaler direkte af egen lomme, udgør 26 procent af landets sundhedsudgifter. Det er den højeste andel i Europa – også højere end USAs – og meget langt over EU-gennemsnittet på 16 procent. Samtidig er det veldokumenteret, at sundhedsudgifterne udgør en større andel af indkomsten i middelklassehjem end i hjem med høje indkomster.

På spørgsmålet om, hvorvidt problemet med den klemte middelklasse ikke kunne løses politisk med nogle småjusteringer, får Berlingske imidlertid et overraskende svar:

»Det vil schweizerne ikke. For en stor del af den schweiziske befolkning er det vigtigt, at der er stærke incitamenter til at være ansvarlig og forsigtig og også kalkulere med, at tingene kan gå skævt. Selv om vi som eksperter vurderer, at det ville være den bedste løsning, er der en dyb, liberal strømning blandt mange schweizere. Der skal være en sammenhæng mellem det, man betaler, og det man får.«

Smidigt og stabilt

Den grundholdning betyder imidlertid ikke, at der ikke bliver lavet om på det schweiziske sundhedssystem. Tværtimod bliver det løbende justeret, og ændringerne er ofte foranlediget af folkeafstemninger. Dette betyder grundlæggende, at befolkningen i højere grad end i noget andet land har det sundhedssystem, den selv foretrækker.

Når der skal ske ændringer, er mange parter involveret. Lægernes og forsikringsselskabernes organisationer spiller naturligt store roller, og derfor bliver reformprocesserne ofte langstrakte. En grundig rapport fra verdenssundhedsorganisationen WHO fra 2015 konkluderer dog, at man i Schweiz er meget dygtige til at nå frem til kompromiser, der støttes af et flertal og er langtidsholdbare, så systemet er både meget smidigt og meget stabilt.

Der er mange og små hospitaler i Schweiz, sammenlignet med de øvrige europæiske lande. Det er selvfølgelig ikke så mærkeligt, når det er 26 kantoner, der administrerer det system, hospitalerne drives efter, uanset om de er offentligt eller privatejede – 45 procent af hospitalerne er offentligt ejede eller ejet af non profit-fonde, men da der her er tale om de store hospitaler, så de udgør tilsammen ca. 65 pct. af sengepladserne.

Dr. Luc Fornerod ser ud på bjergene udenfor vinduet i Sion og forklarer, at han godt kunne tænke sig mere centralisering. Fælles indsamling af data, samling af de vigtigste specialer på nogle større hospitaler og den slags. Men han ved godt, at det har lange udsigter og anerkender, at virkeligheden i et vist omfang er uenig med ham.

»Det er lykkedes, med små, decentrale enheder og kun ganske lidt fælles koordinering, at skabe et system, der løser opgaven særdeles godt og med et minimum af bureaukrati. Begge dele – men ikke mindst det sidste – er vigtigt for schweizerne,« siger han.