Det er snart otte år siden, at den amerikanske programmør Laszlo Hanyecz som den første i verden betalte med den dengang ukendte, digitale valuta bitcoin, da han bestilte to pizzaer til 25 dollar. Det kostede ham 10.000 bitcoin. Men havde den amerikanske programmør nøjedes med en skål havregryn, kunne han i dag have haft omkring en milliard kroner på kontoen.
I dag bliver den legendariske handel fejret som Bitcoin Pizza Day, men historien fortæller noget mere om verdens første og største kryptovaluta, som gennem de seneste år er steget så ufatteligt i værdi, at internetanarkister, IT-nørder og andre investorer er blevet til millionærer på investeringer, der svarer til prisen på en gang fastfood.