Den manglende regulering af kryptovalutaer som bitcoin er så stort et problem, at den franske regering ikke længere vil lade stå til. Derfor har finansminister Bruno Le Maire udnævnt den tidligere franske vicecentralbankdirektør Jean-Pierre Landau til at få styr på, hvordan kryptovalutaer bør reguleres.
Det sker især, fordi den franske regering mener, at kriminelle bruger kryptovalutaer til skatteunddragelse, hvidvask og finansiering af terrorisme. Dertil kommer problemer med manipulation og ingen forbrugerbeskyttelse i et kryptomarked, der tiltrækker mange, men er svært at forstå.
