Fundamentet 1944
Her er jeg med min oldemor, mor og mormor. Det går mere og mere op for mig, hvor meget ens rødder og slægt betyder. At man ved, hvor man kommer fra og føler sig rodfæstet. Min mormor er fra en familie af fiskere i Snekkersten. Jeg tror, at det første, jeg husker, er at stå i min kravlegård og se gennem tremmerne, at nogen kommer imod mig. Eller også er det min yngre brors barnedåb. Min mor har fortalt, at jeg ikke var til at slå et ord af, før jeg kunne tale fuldstændig. Der er så nogen, der vil mene, at jeg er kommet efter det siden ... Jeg kommer fra et åbent, diskuterende hjem med leben og skæg og ballade. Da jeg var kirkeminister, inviterede jeg en dag Søren Krarup og Jesper Langballe til møde for at afprøve mine synspunkter, og departementschefen, der havde kontor ved siden af, troede på et tidspunkt, at de ville slå mig ihjel. Indtil han hørte, at vi grinede.
Kristendommen 1955
Her er min far, Christen Rainold Sparrevohn Rønn, i præstekjole. Jeg ved stadig ikke, om det var forkert, at jeg ikke blev præst, for jeg har altid kredset om det teologiske. Kristendommen har været en selvfølge for mig, og det har givet en enorm frihed. Jeg ville være præst, men min far var imod kvindelige præster, og han var bange for, at jeg ville få for mange anfægtelser under studiet. Vi børn var en del af sognearbejdet, og vi mødte alle slags mennesker. Min far havde været fængselspræst, og mange af de tidligere fanger, som de kaldtes, som havde begået alle mulige forbrydelser, kom til vor dør. De fik en leverpostejmad i køkkenet hos min mor og et glas mælk, og en snak med min far. På grund af den opvækst har jeg lært inklusion, før det var noget, man talte om. Mennesker er meget forskellige, og også de sære sjæle har ret til at være en del af fællesskabet.