Hvem drømmer ikke om at få rejst en statue af sig selv?

Tænk at stå der på byens bedste plads, støbt i bronze og indskrevet i evigheden. Det er svært at forestille sig en større næring af egoet.

Men hidtil er den ære stort set kun tilfaldet mænd.

En optælling, Jyllands-Posten har foretaget, viser, at blot 31 af landets cirka 321 statuer er af kvinder. Det vil kulturminister Jakob Engell-Schmidt nu gøre noget ved, og han lancerede torsdag – snedigt timet op til Kvindernes Internationale Kampdag – et initiativ, der skal yde moralsk og økonomisk opbakning til statuer af kvindelige ikoner.

Rosen strømmede forudsigeligt ministeren i møde, for det er svært at erklære sig uenig i tanken: Fortidens kvinder fortjener større anerkendelse, også i gadebilledet.

Men ærligt talt: Vil statuerne gøre nogen reel forskel?

Omskrivning af historien

Initiativet ligner et forsøg på at lukrere på en af tidens fremherskende tendenser i kulturlivet: det kollektive forsøg på at lave ligestilling på bagkant. Der er kort sagt gået mode i at give fortidens kvinder oprejsning ved at lade nutidens feministiske lys skinne på dem.

En lang række museer har de seneste år præsenteret udstillinger med »oversete kvinder«, hvis kunst nu skal sikres den opmærksomhed, den ikke fik i sin samtid. Alle kunstarter, lige fra tegneserier til impressionismen, led ganske rigtigt under kvindernes fravær, men det er jo netop en del af historien:

Der var langt mellem de markante kvinder, fordi det oftest var en social eller økonomisk umulighed for kvinderne at udfolde sig på niveau med mændene.

Al respekt for at gøre opmærksom på skævheden, og flere af udstillingerne – blandt andet Anna Ancher på Ordrupgaard – har været glimrende. Men i længden bliver det fantasiløst at kuratere udstillinger, der er spundet over den samme fortælling. Særligt når de oversete talenter, museerne fremhæver, kommer til virke fundet frem til lejligheden, som Berlingskes kunstredaktør har beskrevet.

I litteraturen vælter det frem med bøger om kvinder, der nu skal skrives ud af datidens glemsel og sociale undertrykkelse og i stedet udgøre nutidig inspiration.

Jeg har ikke været til en kvindekomsammen de seneste år, hvor Gry Jexens »Kvinde kend din historie« ikke har ligget på gavebordet. Flere forlag er fulgt med, blandt andet med bestselleren »Damer, der var for meget«, der nu følges op af »Damer, der fik nok«.

Det er der intet i vejen med. Men hvad med nutidens damer?

Elendige muligheder

Den omskrivning af kvindehistorien, der er i gang, risikerer at komme til at konkurrere med den faktiske historie om fortidens Danmark: at kvindernes muligheder for at være noget, i hvert fald andre steder end i hjemmet, var elendige.

De kvinder, der blev dygtige til noget, før kvindebevægelsen fik fat, måtte ofte kæmpe som besatte for at blive det. Ofte med en høj menneskelig pris for deres insisteren.

Indignationen over deres ringe muligheder blev heldigvis den drivkraft, som har skabt et af de mest lige samfund i verden. Den indignation risikerer at fortone sig i heroiseringen af de få kvinder, der formåede at bryde igennem.

Nu skal statuerne så bidrage yderligere til fænomengørelsen af fortidens kvinder.

Det er bestemt velfortjent, når kulturministeren vil sætte kvinder som småkagedronningen Karen Volf, Danmarks første kvindelige læge, Nielsine Nielsen, og første kvindelige ambassadør, Bodil Begtrup, op på cementpiedestalen. Men hvilken forskel gør det?

Det er svært at få øje på fremsynetheden i kun at kigge bagud.

Mit gæt er, at historiske kvinders bronzebelagte tilstedeværelse i gadebilledet vil betyde nul og niks i en tid, hvor enhver teenager dyrker sine kvindeidoler på TikTok.

Giv mig en robotstøvsuger

De kvinder, der rent faktisk har fået deres egen statue, huskes typisk for deres livsværk, ikke for deres statuer.

Skuespilleren Betty Nansen er til stede i det smukke, livlige teater på Frederiksberg Allé, der bærer hendes navn.

Lise Nørgaard, hvis statue pryder Roskilde centrum, skabte ikke kun »Matador«, men også en række kvindeskikkelser – Ingeborg, Agnes, Maude, Elizabeth – der fik betydning for stort set alle Danmarks kvinder (og mænd) i flere generationer.

Begge fik tilkæmpet sig det, der i dag fortsat i sidste ende skaber ligestilling.

Muligheden for at tjene egne penge. Og muligheden for at bestemme over sin egen tid.

Lise Nørgaard ville formentlig have sat pris på hjælp til rengøring og børnepasning, da det gjaldt. Også selv om det havde været på bekostning af den statue, der nu er rejst til hendes minde.

Og sådan er det stadigvæk.

Jeg gætter på, at de fleste kvinder hellere vil have mere fleksibel børnepasning, ordninger, der giver mulighed for billig hjælp i hjemmet, eller bare en robotstøvsuger.

Det hjælper ikke kvindesagen at gen- eller omskrive en historie, der allerede er skrevet. Det, der skaber ligestilling, er at give kvinderne de bedste forudsætninger for at kunne bidrage. Til kunsten, til erhvervslivet, til det tankegods, ethvert moderne samfund hviler på. 

Hvis vi endelig vil rejse statuer, så lad os rejse dem af kvinder fra nutiden. Dem, som inkarnerer det, vi vil huske om hundrede år. Modet, indignationen og viljen til sprænge de rammer, der i dag er heldigvis er videre end nogensinde.

Alting var værre i gamle dage. Heldigvis. At bruge energien på et korrektiv af en historie, der allerede er skrevet, bringer os ikke videre.