London Heathrow Airport er Europas største lufthavn og British Airways' primære trafikknudepunkt. Og det er netop British Airways, der står bag den nye rute.

På pressemødet i Billund Lufthavn fortæller British Airways' nordiske chef, Peter Rasmussen, at ruten vil have afgange 11 gange om ugen.

Det britiske selskab vil anvende et miks af Airbus A319 og A320-fly på ruten, der skal bringe de rejsende direkte ind i London Heathrows Terminal 5, som er hjertet i British Airways' globale rutenetværk.

Rutens afgangs- og ankomsttider skal passe til især British Airways' palette af ruter mellem Nordamerika og London Heathrow. Flyveren mod Billund kommer således til at afgå fra London Heathrow omkring klokken 8.00, hvilket er få timer efter at mange af flyene fra de nordamerikanske destinationer lander i Heathrow.

Returafgangen fra Billund mod Heathrow skal afgå klokken 12.00, hvilket skulle være tidsnok til at nå den store bølge af afgange mod Nordamerika.

Aftenflyveren skal afgå fra Billund klokken 18.40.

Billund Lufthavn har i forvejen ruter til London Stansted med Ryanair og til London City-lufthavnen med Sun-Air, der er British Airways franchise-partner og opererer ruten på BA-rutenumre.