Med Ghita Nørby som moderen og Morten Grunwald som den pilleleverende lægefar er Bille Augusts film »Stille Hjerte« endnu et indlæg i debatten om det svære valg: For eller imod aktiv dødshjælp.

Ordet »dødshjælp« kan filminstruktøren i øvrigt ikke lide. Det engelske »assisted suicide« (hjælp til selvmord) er mere passende, mener han.

Bille Augusts egen holdning til aktiv dødshjælp er uafklaret, siger han til Berlingske.

»Det, der taler for, er, at de mennesker, der befinder sig i en situation, hvor de ved, at der måske kun er en måned tilbage af deres liv, og de ved, at den måned bliver en uværdig tilværelse i et smertehelvede, hvor de til sidst ikke kan trække vejret, der synes jeg, man skal overveje det. Overveje, om det ikke er rimeligt, at man giver de mennesker en mulighed for at afslutte livet på en værdig måde. Både for dem selv og for de pårørende.«

»Det, der taler imod, er, at det let kan blive en glidebane, hvor svage og syge ældre mennesker måske føler, de er til belastning for de pårørende og derfor vælger muligheden for aktiv dødshjælp.«

Kunne du forestille dig selv at søge om aktiv dødshjælp?

»Alt det her har jeg tænkt meget over i forbindelse med filmen. Jeg har prøvet at forestille mig, at jeg selv pludselig blev meget syg, og lægerne sagde, at jeg kun havde kort tid tilbage at leve i, og at den tid ville blive en uværdig periode. Jeg har haft enormt svært ved bare at forestille mig, hvordan det måtte være. Men jeg tror, jeg ville gøre det, fordi jeg synes, det ville være nedværdigende for mine omgivelser at se mig miste den værdighed, som jeg mener, jeg har i det liv, jeg lever nu.«

Ville du kunne hjælpe et andet menneske med at dø?

»Jeg ville ikke kunne hjælpe aktivt med at gøre det, som i filmen, men jeg ville støtte, hvis det var det, den person ville.«

Hvorfor er det vigtigt at behandle det her emne?

»Det er det, fordi lægevidenskaben heldigvis har gjort, at vi lever længere. For det meste på den gode måde. Men der er også situationer, hvor vi bliver holdt i live måske mere, end hvad godt er. Derfor synes jeg, det er noget, vi skal diskutere i samfundet. Om vi skal give de her få mennesker, der er havnet i sådan en situation, den mulighed at afslutte livet med værdighed. I 99,9 pct. af tilfældene dør mennesker jo med den værdighed, som deres liv tillader.«

Hvad fik dig til at lave en film om aktiv dødshjælp?

»Det var et konkret tilbud, jeg fik. Manuskriptet handler først og fremmest om livet. Det er en film om livet meget mere, end det er en film om døden. Det er også en kærlighedshistorie. De mennesker, der samles omkring moderen, som har valgt at gøre det, de gør det af ren og skær kærlighed til vedkommende. Det var smukt og interessant og vedkommende at se, hvordan de forskellige familiemedlemmer med deres forskellige baggrunde reagerede i den situation i den weekend, hvor de er samlet. Det er det, film kan. At fortælle indefra, hvordan mennesker reagerer. Og vise spillet mellem dem i en så ekstrem situation.«

Hvorfor har du valgt en tone i filmen, der er melankolsk og trist, og den foregår om vinteren, når det er en hyldest til livet?

»Det er fuldstændigt banalt. Oprindeligt var filmen udtænkt til at foregå om sommeren, men på grund af finansiering, og hvornår skuespillerne var ledige, blev det den her årstid. Der er ingen mening med det.«

Hvad var den største udfordring med at lave filmen?

»Det var forberedelserne. Under forberedelserne, hvor skuespillerne og jeg skulle snakke os ind på den her problematik. Særligt for Ghita Nørby, som spiller den syge kvinde, der lider af ALS, og som har taget beslutningen sammen med sin mand. Vi havde de største og længste diskussioner om, hvordan vi selv ville have det med at være i en situation, hvor man skulle træffe sådan et svært valg.«

Kom jeres samtaler til at påvirke, hvordan filmen blev i sidste ende?

»Nej, egentlig ikke. Det var ret klart fra det i øvrigt fremragende manuskript, hvad der skulle ske. Det var mere Ghita, der virkelig prøvede at koncentrere sig og prøve at forstå det uforståelige. Vi mennesker er heldigvis skabt sådan, at vi ikke til daglig kan forestille os, at vi kommer i sådan en situation. Det er en slags beskyttelsesmekanisme, hvor vi bortvælger at tænke på det. Jeg tror, livet ville blive uudholdeligt, hvis man hele tiden skulle tænke på, at der er en afslutning på det hele. Det er svært at forstå.«

Er du kommet til en ny erkendelse eller indsigt ved at lave »Stille Hjerte«?

»Ikke andet end, at jo mere jeg beskæftiger mig med det, jo mere fantastisk og vidunderligt synes jeg, livet er.«