Engang var de bedste venner, og sådan er de også blevet skildret gennem årene, de to stiftere af Microsoft - en af den moderne histories mest legendariske virksomheder.

En ny erindringsbog, skrevet af medstifteren Paul Allen, afslører imidlertid, at de to ”venner” havde et langt mere problematisk forhold, end offentligheden hidtil har været bekendt med.

Bogen, der er skrevet uden medvirken af Bill Gates, rejser også spørgsmålet om, hvem af de to, der har æren for nogle af de første nøgleideer, som lagde grunden til Microsofts succes.

Mest opsigtsvækkende er dog Paul Allens afsløring af den plan, der skulle flå ham for såvel indflydelse som aktier i Microsoft. Tilmed på et tidspunkt, da Allen var ramt af kræft og derfor svækket som følge af sine behandlinger.

Skildringen af det berømte makkerpar i de tidlige Microsoft-dage og frem til 1983, da Paul Allen forlod selskabet, vil utvivlsomt tilføje en kontroversiel drejning til opfattelsen af et af nutidens mest prominente partnerskaber, skriver såvel The Wall Street Journal som Financial Times.

I bogen beskriver Paul Allen, hvordan Bill Gates forsøgte at sætte sig på en større andel af ejerskabet. Allen var ellers af den opfattelse, at de to stiftere skulle dele virksomheden 50/50. Men Gates argumenterede først ivrigt for, at han skulle have 60 procent, og senere forsøgte han at presse sin andel op på 64 procent.

”Jeg havde lært, at en aftale er en aftale, og et ord er et ord,” skriver Paul Allen i bogen, som Vanity Fair har bragt et uddrag af.

”Bill var mere fleksibel; han følte sig i sin gode ret til at genforhandle aftaler, lige indtil de var underskrevet og forseglede,” skriver Paul Allen.

Se billederne: Her er den anden Microsoft-stifter

Ved et rent tilfælde fandt Paul Allen også ud af, at makkeren var i gang med at tilbyde endnu bedre vilkår til Steve Ballmer, end de to partnere var blevet enige om. I bogen fortæller han også, at han ved et rent tilfælde kom til at overhøre en samtale mellem Gates og Ballmer, hvor de to diskuterede hans ringe indsats i virksomheden som følge af kræftbehandlingen. I samme forbindelse blev det diskuteret, hvordan man kunne ”udvande” Pauls Allens andel af Microsoft-aktier.

”Jeg var med til at starte virksomheden, jeg var stadig aktiv i ledelsen, selv om jeg var begrænset af min sygdom, og nu oplevede jeg, at min makker og en kollega lagde planer bag min ryg om at flå mig. Det var nådesløs opportunisme ,” skriver Paul Allen, der i dag er 58 år og kæmper med et nyt udbrud af kræft.

Helt flået af Bill Gates blev han dog ikke, for Paul Allen lå sidste år som 37 på Forbes’ liste over verdens rigeste personer – med en formue på 13.5 milliarder dollar.

Bill Gates har ikke ønsket at kommentere på selve indholdet i Paul Allens erindringsbog, Idea Man, men helt generelt udtaler han i forbindelse med udgivelsen:

”Mens mine erindringer om mange af disse begivenheder muligvis er anderledes end Pauls, så sætter jeg stor pris på vores venskab og de vigtige bidrag han gav til den teknologiske verden og Microsoft.”