Bilka Horsens er ved retten i Horsens blevet dømt for at have chikaneret en tidligere ansat på grund af hans kristne tro.

Den tidligere ansatte fungerer som præst i Apostolsk Kirke, og det kaldte en varehuschef fra Bilka over for den ansatte for en sekt.

Præsten følte det ydmygende og nedværdigende, da Apostolsk Kirke er et anerkendt trossamfund. Retten har nu givet ham medhold i, at varehuschefen har optrådt chikanøs og idømt Bilka Horsens til at betale 25.000 kr. i erstatning til den tidligere ansatte.

Kristelig Fagbevægelse, som har ført sagen, ser den som principiel, da den er vundet ved at anvende forskelsbehandlingsloven om, at ingen må forskelsbehandles på grund af race og religion.

- Mig bekendt er det første gang, at forskelsbehandlingsloven bruges til at rejse krav om en godtgørelse for forskelsbehandling med baggrund i et kristent engagement, siger Kristelig Fagbevægelses advokat i sagen, Carl S. Madsen.

Chef stadig ansat

Hos Dansk Supermarked er de kede af situationen, men uforstående over for dommen.

- Vi har erkendt, at der er begået en fejl ved, at man i et enkelt tilfælde har brugt en upassende bemærkning , det er vi kede af, og det beklager vi. Men vi er overrasket over, at den uheldige og upassende bemærkning kan betragtes som chikane, siger Charlotte Ærthøj Lind, og oplyser at varehuschefen derfor stadig er ansat.