Amerikanske Pamela Knox har formentlig fået sit livs chok, da hun onsdag lokal tid kom kørende på Detroit Avenue i Toledo, Ohio, for pludselig faldt både hun og sin Chevrolet Malibu ned i et gigantisk hul i vejen.
Ifølge det lokale politi skyldes hullet formentlig, at jorden nedenunder vejen er skyllet væk på grund af en skade på vandforsyningen eller kraftig regn, skriver nyhedsbureaurne AP og Reuters.
De såkaldte jordfaldshuller er ikke et ukendt fænomen i USA, og så sent som i februar forsvandt og døde en 37-årig mand i Florida i et jordfaldshul, mens han sov, da hele hans soveværelse mere eller mindre forsvandt i et hul, der pludselig åbnede sig under hans hus.
Den 60-årige Pamela Knox har fortalt politiet, at det godt tre meter dybe hul langsomt dannedes, da bilen foran hende kørte hen over det.
»Hun så, at bilen foran hende næsten røg ned i hullet, men fordi hun allerede kom kørende så tæt på, var det ikke muligt for hende at undgå det,« siger Tom Kuhman fra brandvæsenet til Reuters.
Redningsarbejdere og politi var hurtigt på stedet med en kran til at løfte bilen op, og den uskadte men noget rystede Pamela Knox kunne ved hjælp af en stige selv kravle op fra dybet.
Det lokale politi i Ohio vurderer, at det kommer til at tage flere dage at reparere vejen.