De ankom til Jyske Bank Boxen i Herning i biler klistret til med ordene ”Bieber Express”, i t-shirts med Justin Biebers lovende smil henover maven og med stemmebåndene hvæsset skarpe til hvin i højeste frekvens.

Alt var mere end klar til festen. I hvert fald blandt de 12.000, der havde løst billet til at opleve verdens største teenagestjerne, den 17-årige Justin Bieber.

Allerede en time inden han kom på scenen, hvinede de om kap. Over at være i live. Over hinanden. Over Fanta’en. Og over at være ”Beliebers” – sande Bieber fans med den fælles ud af kroppen oplevelse, at de nu endelig skulle være i samme rum, indånde samme ilt, som deres idol.

”Let’s make some noise”, skreg DJ Tay James, der var sat til den noget meningsløse opgave at varme det allerede overophedede publikum op. Teenagepigerne, der optog den meste plads i hallen, adlød prompte, mens de få drenge på rækkerne så måbende til, og deres forældre på slæb forsøgte at mase ørepropperne endnu længere ind i øregangene.

Nedtællingen gik i gang. 3-2-1. Hallen eksploderede. Justin Bieber was in the house. Entrerede som stjerner bør – med laserlys, røg og et slags jernbur, som han sprang frem fra som en sølvbeklædt trold i en æske. Referencerne til hans eget store idol, Michael Jackson, lod sig ikke fornægte. Fyrede i højt tempo ”Love Me” og ”Bigger” af akkompagneret af sine fire velsmurte dansere.

”Welcome to my world,” råbte han med sin sprøde stemme, så ud over sit publikum og fløj videre til ”U smile”, der blev serveret ujævnt – og som det var tilfældet flere gange under den halvanden time lange koncert – uden at han ramte tonerne helt rent.

Måske var det optakten, den velanlagte ”forventningens glæde” maskine, der havde drønet af sted op til koncerten, der gjorde den egentlige ankomst til Biebers verden tam. Det var ikke selve showets skyld. Det lod intet tilbage at drømme om af lys, danse-moves (også en moonwalk), videoklip og adskillige jern-”bure”, han lod sig hejse ud over publikum i. Men det hele var underligt støvsuget for nærvær. Underligt, fordi Bieber om nogen har gjort sig elsket på at være tæt på sine fans, at være bevidst om, at han som ”folkevalgt popprins” via Facebook, Twitter og YouTube ”skylder” sine fans sin berømmelse og twitter dem, om han så bare spiser en burger.

Han sad godt nok med sin guitar i et metalhjerte svævende ud over havet af fremstrakte arme og hvin fra sine Beliebers og gav en indfølt udgave af ”Never Let You Go”, men han var i sin fremtoning fraværende og mekanisk, som den præindspillede vokal, der hjalp ham igennem flere af up-tempo numrene.

Han så sine beundrere – men mest lige igennem dem. I vant stil tog han også en pige fra publikum op under ”One Less Lonely Girl”, gav hende blomster og krammede hende lidt, men det virkede til trods for sangens sprødhed overkoreograferet og distanceret.

Måske fordi han stadig er meget ung, måske fordi han stadig er uerfaren, måske fordi han er blevet for koreograferet, men der manglede generelt regulær impulsivitet og personlighed af den slags, der vælter ud over scenekanten. Uanset hvad kunstneren har på, hvor langt hans hår er – eller hvor rent han rammer tonerne.

Hvor mange af the Beliebers, der er enige i den analyse, er så en helt anden sag. Derfor de tre stjerner. For de hvinede stadig om kap, da Justin Bieber lavede en haltende grand finale med ”Never Say Never” – og efter et upersonligt skilt på storskærmen med ordene ”Thank you and goodnight. Love Justin”, alligevel vendte tilbage og afsluttede med hittet ”Baby”. De hvinede sønderrivende, da han – som måske det eneste virkeligt følte hele aftenen – tømte en vandflaske ned over sig selv på vej ud af scenen. Ud af den jyske hede.