Beyoncé annoncerede i sidste uge, at hun og manden Jay-Z netop er gået i gang med en 22 dage lang veganerdiæt. Hendes Instagram-profil har siden været fyldt med billeder af mad uden kød og mælkeprodukter. Mildt sagt ikke videre ophidsende. Men i nat droppede hun så en bombe ved at udgive sit femte studiealbum uden nogen form for optakt. Og pludselig stod det lysende klart, at veganerdiæten selvfølgelig var en snedigt tænkt afledningsmanøvre.

Hatten af for det. Fra et PR-mæssigt synspunkt er det immervæk et ganske imponerende stunt, hun her har lavet. I et efterår, hvor konkurrenter som Lady Gaga, Katy Perry, Britney Spears og Miley Cyrus har brugt enorme summer og tid på at kæmpe om folks opmærksomhed med månedlange markedsføringskampagner, har Beyoncé med et trylleslag fået internettet til at eksplodere. iTunes-butikken gik i sort ved udgivelsen fredag morgen dansk tid, og på medier som Twitter og Instagram kunne man formiddagen igennem følge en hel musikverdens fræsende begejstring i real-time.

Udfordrer formularerne

Men nok om mediestuntet. Der er jo rent faktisk også 14 nye sange at forholde sig til. Og lad os da bare slå fast med det samme, at det selvbetitlede album efter et par gennemlytninger fremstår som Beyoncés mest ambitiøse i karrieren. Ikke fordi pladen er båret af et større koncept, men fordi der er en helt klar ambition om at prøve en masse forskellige ting af og udfordre poppens klassiske vers-omkvæd-formular.

Med ikke mindre end 14 producere og endnu flere sangskrivere ind over bliver der virkelig skudt med spredehagl her. Numre som »Haunted« og »Partition« tager nogle gevaldige venstresving arrangementsmæssigt og byder både på tunge trap-beats, dronende synths, rap og sang fra Beyoncé, spoken word og opklippede vokalsamples. Det lyder stinkende godt, men man savner – og det er desværre et gennemgående problem – nogle mindeværdige hooks at hænge det hele op på.

I en helt anden mere organisk boldgade finder vi det slinky funknummer »Blow«, der ikke kan løbe fra, at det er lavet i selskab med Pharrell, Justin Timberlake og Timbaland. De sprøde funkguitarer går lige i kroppen. Det samme kan siges om den seks et halvt minut lange slowjam »Rocket«, der byder på et afsindigt lækkert D’Angelo-klingende arrangement.

På den ligeledes lange ballade »Mine« imponerer Toronto-rapperen Drake og hans faste producer Noah »40« Shebib med deres meget distinkte, ambiente hiphop-lyd. Mest vellykket på pladen er dog den lavmælt waltzende »Superpowers«, hvor samarbejdspartnerne Frank Ocean og Pharrell skaber en genial lille sag alene ved hjælp af et spartansk trommebeat og en symfoni af doo-woop-vokalharmonier.

Uvedkommende tekster

Men for hver af de vellykkede stunder er der også ligegyldigheder som »Drunk In Love« med (endnu) et håbløst gæstevers fra Jay-Z og den konforme klaverballade »Heaven«, der efterlader denne lytter fuldstændig kold i mødet med Beyoncés vokalakrobatik.

Det er desværre et generelt problem – uagtet numrenes andre kvaliteter. Vel har hun masser af power. Men hendes tekster er oftest helt og aldeles uvedkommende. Og herfra set er Beyoncé desværre selv det mindst interessante ved denne lange, ambitiøse og ultimativt noget ujævne plade.

Hvem: Beyoncé
Hvad: »BEYONCÉ«, Columbia