Ordet magtdemonstration er lidt af en slidt genganger i musikanmelderes vokabularium. Men er der en, der for alvor lever op til beskrivelsen, er det Beyoncé. Alt hvad hun gør, synes på en eller anden måde at være et display af enten kontrol, velstand, overlegenhed eller magt.

Det er en magtdemonstration, når Beyoncé kan få folk til at betale 950 kr. for en koncertbillet.

Det er en magtdemonstration, når hun i en tid, hvor alle har smartphones, Instagram og Snapchat alligevel nægter pressen at tage billeder under sine koncerter.

Det er en magtdemonstration, når hun vælger ikke at give nogen interviews overhovedet efter at have udgivet et så personligt sårbart og politisk sprængfarligt album som dette års mesterlige »Lemonade«.

Budskabet: Det er Beyoncé, der bestemmer. Det er hende, der definerer spillereglerne. Det er hende, der er bossen.

Og hvis De, kære læser, føler noget ubehag derved, eller får lyst til at slå det hen som et udtryk for stjernenykker eller storhedsvanvid, så overvej lige dette: Beyoncé er ikke bare er en kvinde, hun er en sort kvinde fra Syden. Og derfor rummer alt hendes udstilling af magt og kontrol og velstand nogle meget markante race-, køns- og identitetspolitiske dimensioner. Det er en slags revolte.

Malcolm X sagde det allerede i en tale i 1962:

»Den sorte kvinde er den mindst respekterede person i Amerika. Den sorte kvinde er den mest ubeskyttede person i Amerika. Den sorte kvinde er den mest negligerede person i Amerika«.

Citatet optræder i et sample på »Don’t Hurt Yourself« og er blot en lille brik i det større værk »Lemonade«, hvor Beyoncé både tematiserer, begræder og hylder, hvad det vil sige at være en sort kvinde i USA før og nu.

Mest direkte i den stærke billedside til albummet og på et nummer som »Formation«, der er den vildeste black female power-gadehymne. Mere indirekte i albummets tematiske ramme, der er Beyoncés håndtering af husbonden Jay-Zs angivelige utroskab – fra tvivl og mistanke over tillidsbrud og vrede til forsoning.

Der er kort sagt nok at pakke ud. »Lemonade« er på alle måder en rig tekst. Og så har jeg endda ikke nævnt selve musikken. Men alt det her er nødvendigt at få på plads, for at forstå, hvor Beyoncé står her i 2016.

Det var ikke bare endnu en popstjerne med håndtasken fuld af bagateller, der besøgte Parken søndag aften. Det var en popstjerne, der havde efterladt alle de andre i støvet og som nu skulle sætte kronen på værket med sit notorisk gennemførte live-setup.

Sådan udviklede det sig desværre ikke helt. Jo, det var på alle måder en imponerende og respektindgydende opvisning i stramt koreograferet dansetrin, spektakulære visuals og kvindelige superkræfter. Vi fik så hatten passede. Men Beyoncé havde samtidig valgt en drejebog, der endte med at tage noget af brodden af den ellers så formfuldendte »Lemonade«-oplevelse.

Vi fik selvfølgelig alle højdepunkterne – fra »Formation« over »Sorry« til »Don’t Hurt Yourself« og »Freedom« - men de blev dryppet ud over koncerten på mere eller mindre vilkårlig vis. Jeg tror, at det havde stået endnu stærkere, hvis hun havde fulgt albummet helt til dørs ved f.eks. at have startet med at spille det fra ende til anden og så fortsat med et svulstigt greatest hits-set bagefter.

Light-lemonade

I stedet fik vi den lidt udvandede light-version af lemonaden – et indtryk der kun blev understreget af, at Beyoncé ikke sagde et kvæk om hverken hendes bevæggrunde for at lave det stærke album-statement, Black Lives Matter-bevægelsen eller de anspændte raceforhold, der ridder USA som en mare i disse år. Dét gad jeg godt have oplevet. Eller i den mindste bare en stærkere betoning af tematikkerne. Råmaterialet er til stede og sågar topaktuelt.

Til gengæld var der så rigeligt andet at lade sig imponere over. Hendes magnetiske karisma kan man ikke tage fra hende. Og mellem de mest blærede dansetrin foretaget like it ain’t no thang i byens højeste stiletter - omgivet af hendes hær af seje og lækre danserinder - sang hun decideret flawless, som en af hendes store sange hedder.

Fra furiøse vredesudbrud over swag attitude-rap til det kælent sensuelle og endelig den rene gospel-udfrielse på a capella-versionen af »Love On Top«, hvor Parken stemte så smukt i, som jeg sjældent har hørt det. Kort efter fik vi et cover af Princes »The Beautiful Ones«. Liggende på sine knæ og med vind i hårene solgte hun hver en følelse. Lige i det øjeblik kunne jeg ikke lade være med at tænke, at hun nok er den mest komplette moderne kvindelige popstjerne, verden endnu har set.

Ekstranumrene var et helt nummer for sig: Podiet i midten af salen blev omdannet til et kæmpe vandbad i ankelhøjde, hvor Beyoncé og hendes dansere leverede den vådeste koreografi, inden hun selv sluttede ballet af i bare tæer og ditto røv i sølvtrikot til tonerne af den majestætiske »Halo«.

Et stærkt image. Vildt vådt hår og på bare tæer. Som gud har skabt hende. Magten har hun selv raget til sig sidenhen. Hun er den velundt.

Hvad: Beyoncé
Hvor: Telia Parken, søndag