Hvorfor er Beyoncé blevet universitetsmateriale?
»Fordi Beyoncé er en kunstner og kulturel aktør, som kan anskues fra mange sider og vinkler. Et af kursets helt centrale spørgsmål er, hvad Beyoncé kan fortælle os om feminisme, og hvad feminismen kan fortælle os om Beyoncé. Som sort kvinde åbner hun både for spørgsmål knyttet til køn, seksualitet, race og amerikansk kultur, men også til spørgsmål fra musikhistorien som eksempelvis hvorfor popmusik traditionelt har været delt op i sort og hvid musik. Derudover er et af formålene med faget at give de studerende redskaber til at analysere deres samtid og reflektere over det, der foregår lige nu.«