En politiaktion vedrørende »mistænkelige forhold« omkring Københavns Hovedbanegård er afsluttet.

Det oplyser Københavns Politi søndag aften.

Politiet ønsker ikke at oplyse yderligere om, hvad der har ført til, at der i løbet af aftenen har været et større politiopbud i området.

Tre mænd blev midlertidigt tilbageholdt i forbindelse med aktionen.

I et kort tidsrum holdt togene stille på Københavns Hovedbanegård, oplyste DSB på Twitter.

Det skyldtes politiets arbejde på banegården.

Politiet var siden talstærkt til stede i Kødbyen på Vesterbro samt i Tivoli i indre København.

I en video filmet fra Kødbyen kan man se kampklædt politi anholde en person.

Ifølge Ekstra Bladet har kampklædt politiet også på Halmtorvet kort fra Kødbyen tilbageholdt en person, der fik gennemsøgt sin taske.

Ifølge BT bevogtede 12-15 politibetjente samtlige Tivolis indgange, hvor de havde placeret sig ryg mod ryg, så de kunne holde øje med Tivoli såvel som området omkring.

Desuden havde Københavns Politi betjente inde i selve Tivoli, som trods aktionen havde åbent som normalt.

Ifølge politiet skyldtes det relativt store opbud af betjente, at der alligevel opholdt sig mange betjente i området på grund af større begivenheder, som alligevel forløb roligt.

Der har søndag blandt andet været fodboldkamp mellem Brøndby og FCK samt ishockey-VM i Royal Arena i Ørestad.