En københavnsk motorcykelbetjent undskylder på vegne af de menige politifolk i Danmark over for de borgere, der ikke får den hjælp, de har brug for på grund af ledelsens ’sparevanvid’.

- Jeg vil gerne på vegne af de menige politifolk i Danmark sige undskyld. Ikke på vegne af ledelsen i Dansk Politi, da de ikke mener, at der er noget galt, indleder politiassistenten Henrik Stürup et debatindlæg, der er bragt i BT.

Han undskylder over for pårørende til folk, der bliver kvæstet i trafikken på grund af mindre trafikkontrol, dem som oplever bumpede ambulancekørsler med mange opbremsninger, fordi der ikke er politimotorcykler til eskorte, og dem, som har haft indbrud, men må se gerningsmændene slippe væk på grund af manglende politihunde.

Henrik Stürup bor i Ballerup, hvorfra han hver dag kører på arbejde i København på sin egen politimotorcykel. Sådan skal det ikke længere være, hvis det står til Rigspolitiets ledelse, der i starten af oktober præsenterede en spareplan, der skærer antallet af motorcykler ned fra 210 til 140. Det betyder blandt andet, at betjentene skal deles om motorcyklerne, som skal stå på stationen. Og det kan have alvorlige konsekvenser, forklarer Henrik Stürup, der efter lange overvejelser har valgt at stå frem og kritisere ledelsen i Rigspolitiet for nedskæringerne.

Skriver bøder ud undervejs


- Selv kan jeg cykle på arbejde i stedet. Men som borger synes jeg, at det er absurd. For når man skærer ned på antallet af motorcykler, vil det gå ud over trafiksikkerheden. Når jeg kommer kørende til og fra arbejde, kan jeg hurtigt se, bilisterne sænker farten, smider mobilen ned i bunden af bilen og tager selen på, forklarer han.

- For et par dage siden skrev jeg for 24.000 kr. bøder på vej til og fra tjeneste, siger Henrik Stürup og henviser til Færdselskommissionens nationale handlingsplan. Kommissionen anbefaler, at politiets kontrolniveau skal ’spille en væsentlig rolle i politiets trafiksikkerhedsarbejde’.

Henrik Stürup mener, at besparelserne er i direkte modstrid med de anbefalinger:

- Det er snæversynet, at man kun kigger på, hvor politiet kan spare penge frem for at kigge på politiets opgaver.