Det skriver Børsen.
Krisen har varet længere i Sydeuropa, og det giver lukrative huslejepriser for modekoncernen Bestseller, der håber på at åbne 200 Only-butikker i Frankrig og Italien.
Og selv om dansk mode lige er blevet hyldet under Copenhagen Fashion Week, er vejen til succes i Sydeuropa ifølge Bestsellers administrerende direktør, Finn Poulsen, ikke at være specielt »dansk«.
Jeg kan love dig for, at hvis du skal til at opdrage sydeuropæerne til at følge din virksomheds specielle modefilosofi, så går du konkurs, længe inden du når i mål med projektet. Jeg sælger ikke dansk mode. Vi sælger lige præcis den mode, de italienske piger ønsker, siger Finn Poulsen til Børsen.
Ifølge Bestseller-direktøren er selskabets gennemsnitsomsætning i en sydeuropæisk butik 1 mio. euro. Tøjkæden vil derfor fortsat satse på fysisk tilstedeværelse i en tid, hvor meget tøj ellers handles gennem virtuelle platforme.