Bestseller dropper franchise i Kina
Mindre franchise giver færre problemer og flere penge i kassen, lyder det det Bestseller, der overvejer at lægge franchise-strategien fuldstændig på hylden i Kina.
Mindre franchise giver færre problemer og flere penge i kassen, lyder det det Bestseller, der overvejer at lægge franchise-strategien fuldstændig på hylden i Kina.
Bestseller er siden opstarten i 1997 blevet så professionel og produktiv, at franchisekonceptet ikke længere giver mening som forretningsstrategi, idet tøjgiganten tilmed hele tiden får større konkurrence på det lukrative kinesiske tekstilmarked. Derfor fornyer Bestseller nu sin forretningsmodel i Kina, således at der indenfor de næste to år vil blive skåret kraftigt i antallet af franchisebutikker.
Det skriver dagbladet Børsen.
"I dag kommer mere end 70 pct. af vores brands detailsalg fra salg igennem egne butikker. Vi forventer at denne andel vil stige til 90 pct. indenfor de næste to år," skriver Dan Friis, medejer af Bestseller Fashion Group China Ltd., i en mail til Børsen.
Han fastslår, at Bestseller kan ende med udelukkende at drive forretningen gennem egne butikker i Kina. Når man ejer sine egne butikker, giver det ganske enkelt færre problemer og flere penge i kassen på sigt, lyder argumentet.
”Denne strategi styrker vores produktudbud i butikkerne, vores renovering af butikkerne bliver hurtigere, og vi kan få mere træning i salg og service. Desuden er det nemmere for os at forhandle lokaliteter for fire mærker, når det er vores egen interne detailorganisation, der foretager forhandlingerne sammen,” skriver Dan Friis.