Berlins nye storlufthavn ramt af skandale
Berlin Brandenburg åbner alligevel ikke som planlagt 3. juni. Ballade med brandsikkerheden udsætter åbningen på ubestemt tid.
Berlin Brandenburg åbner alligevel ikke som planlagt 3. juni. Ballade med brandsikkerheden udsætter åbningen på ubestemt tid.
Den storstilede åbning 3. juni er udsat til efter sommerferien. Problemet er denne gang, at der er blevet sået tvivl om brandsikkerheden i lufthavnen.
Dermed er prestigeprojektet atter blevet ramt af en forsinkelse, og det smadrer ikke bare den planlagte lukning af Tegel-lufthavnen - det udskyder også flyselskabet Lufthansas planer om at øge antallet af flyvninger.
Brandenburg-delstatens ministerpræsident Matthias Platzeck er slemt skuffet.
"Mere end en fæl overraskelse. Jeg lægger ikke skjul på, at jeg er stinkende sur. Sådan en overraskelse må ikke indtræffe med så kort et varsel," siger han.
Nogenlunde samme melding kommer fra Berlins borgmester, Klaus Wowereit, men han erkender dog også, at det ikke kan nytte at tage en lufthavn i brug, når der er noget der ikke virker – og slet ikke, når det kommer til sikkerhedsforanstaltningerne.
Berlin er presset af, at Tegel-lufthavnen har nået loftet for, hvor meget trafik den kan bære. Byens anden lufthavn er Schönefeld, der ligger i samme område som den nye storlufthavn, og den skulle ligeledes være lukket i forbindelse med åbningen af Brandenburg-lufthavnen.