Berlingske-serie vinder pris
Berlingske-journalisterne Eva Jung og Jette Aaagaard samt fotograf Mads Nissen får prisen for sidste års serie »Blodobligationer«.
Berlingske-journalisterne Eva Jung og Jette Aaagaard samt fotograf Mads Nissen får prisen for sidste års serie »Blodobligationer«.
Berlingske lavede sidste års vigtigste kritiske journalistik om ulandsforhold. Det slår Timbuktu Fonden fast ved at tildele hæder og 100.000 kr. til Berlingske-journalisterne Eva Jung og Jette Aaagaard samt fotograf Mads Nissen. De får prisen for sidste års serie »Blodobligationer« om pensionsselskabers, kommuners og investeringsforeningers massive investeringer i tvivlsomme afrikanske regimer. Det skete blandt andet ved opkøb af statsobligationer i en række afrikanske lande.
Prisen uddeles i dag klokken 17.15 til de tre Berlingske-profiler ved en festlighed i Det Globale Telt på Folkemødet på Bornholm. Ud over æren følger 100.000 kr., som skal bruges til et nyt journalistisk projekt om ulandsforhold, som de to journalister planlægger. Prisen uddeles af Timbuktu Fonden, der administreres af Folkekirkens Nødhjælp og ledes af en bestyrelse, som uddeler støtte til ulandslobby, -oplysning, -undervisning og -journalistik.
Formanden for fonden, Thomas Ravn-Pedersen, er begejstret for serien og kalder valget af de to Berlingske-journalister for »oplagt«.
»Med serien er det lykkedes at åbne et helt nyt ulandsaspekt for en gruppe danskere, som nok ellers ikke ville have interesseret sig meget for emnet. Investeringer i ulande er voksende, men ikke noget, danskerne ved meget om. Men serien har nok åbnet øjnene hos mange,« siger Thomas Ravn-Pedersen, der roser seriens effekt og det, at den tog en erhvervstilgang til et emne, som tidligere sjældent endte på avisernes erhvervssider.
»Vi har noteret os, at serien kørte på Berlingske Business’ sider, og det er i sig selv en interessant udvikling. For år tilbage var ulandsforhold måske ikke det, der blev prioriteret højest, men det er ved at ændre sig. Det viser, at interessen for ulandsforhold vokser og ændrer sig i disse år, og og det viser, at bl.a. Berlingske har sat mere fokus på området,« siger Thomas Ravn-Pedersen, der samtidig fremhæver en »fantastisk« billeddækning i forbindelse med serien samt en flermedialitet, hvor net- og avisdækningen smeltede sammen.