JALTA: Den rødhårede kvinde taler i korte sætninger, hun taler hurtigt, og det, hun siger, går rent ind hos den lille gruppe demonstranter neden for Lenin-statuen.
»Jeg siger Dem: En pensioneret russisk soldat får 3.000 dollar om året, og de bygger også lejligheder til dem!«
Megafonen blæser hendes ord ud over Jaltas havnepromenade. Hun taler om prisforhøjelser og nedskæringer og andet ondt fra Kiev, og hun taler om Rusland:
»Rusland er et stort land, det er en international stormagt, og det er repræsenteret på lige fod med Europa i alle de vigtige internationale organisationer. Hvordan skulle Ukraine kunne sammenligne sig med Rusland? Der er ingen sammenligning!«
Folk mumler samtykkende, mens ordene ruller hen over promenaden med de smukke gamle huse. De må have ligget her allerede, da kejserinde Dagmar i april 1919 blev reddet om bord på HMS Marlborough, netop ved denne havnekaj, og sejlet ud af et Rusland, der var nedsunket i kaos og borgerkrig.
Jeg falder i snak med et ældre ægtepar i mængden, Vasilij og Aleksandra. De tænker selvfølgelig på deres pensioner, som ifølge dem vil være højere under russisk styre end under ukrainsk. Men også sproget er de optaget af.
»Børnene får kun én times russiskundervisning i skolen om ugen!« siger Aleksandra.
»Man siger, at der ikke er nogen stor forskel (på ukrainsk og russisk, red.), men det er der altså.«
Vasilij er enig:
»Jeg er pensionist og bruger medicin, og det hele står på ukrainsk. Jeg kan ikke læse, hvad der står på pakken til min egen medicin.«
Piske og slagvåben
Mens Vasilij og Aleksandra og mange, mange andre russisksindede Krim-borgere demonstrerer, skrider den russiske militære magtovertagelse langsomt frem – langsomt, men sikkert.
Etnisk vold er her ingen tegn på. Dette er ikke Bosnien i 1990erne, og der flyder tilsyneladende ikke løse våben rundt blandt irregulære soldater. De kosakker og »selvforsvarsfolk«, man møder, optræder for det meste uden anden bevæbning end piske og slagvåben. Og først og fremmest er der ikke nogen på Krim, som har lyst til at slås med den russiske hær.
Rusland har i løbet af weekenden flyttet et større kontingent tropper ind på Krim; flere vestlige medier har set den militære konvoj køre fra færgelejet i øst og mod vest, formentlig med retning mod basen Gvardejskoje, som hele tiden har været russisk.
Samtidig har Rusland overrumplet en mindre ukrainsk flådestation nær Krims vestligste punkt, og mod nord har russiske soldater etableret minefelter på den ene af de to landtanger, som skiller Krim fra resten af Ukraine. Det er, som om man vil sikre sig skallen, før man spiser indmaden.
Ved den store ukrainske militærbase ved byen Perevalnoje på det sydlige Krim er situationen uforandret. Den er ikke normal, for det er ikke normalt, at en militærkaserne er omringet af soldater fra et andet land, men det er nu sådan, det har været her den seneste uge: Overalt i Krim er ukrainske soldater fanger på deres egne kaserner.
Alle kontrolposter og indgange til basen er bevogtet af små grupper soldater uden kendetegn på uniformerne. Soldaterne taler russisk, de er disciplinerede og høflige, men har tydeligvis ordre om at undgå enhver kontakt.
Det er bare ikke let, når man er en ung soldat sendt ud på en ubegribelig mission, hvor ens opgave lige nu er at stå med en maskinpistol under et ukrainsk flag ved døren ind til en ukrainskbemandet kontrolpost.Er det ikke kedeligt at stå her?
»Hm. De har sagt, at vi skal stå her. Og så står vi her. Politikerne må løse dette her.«
Soldaterne kigger lidt på hinanden. De militære elefanthuer er trukket op over mund og næse, så det er ikke til at se, om de smiler.
Hvem er I?
»Det er hemmeligt. Vi er bare nogle folk.«
Må jeg tale med ukrainerne?
»Så skal du tale med ham dér i den anden uniform.«
De grønne mænd
Ham i den anden uniform er ukrainsk soldat. Han står på trappetrinnet lige uden for døren til kontrolposten og snakker med en af de anonyme soldater. Den anonyme har trukket ned i huen, så han kan ryge. Da Berlingskes fotograf dukker op, forsvinder ukraineren dog hurtigt ind bag døren, som bliver lukket igen.
De anonyme soldater kaldes allerede på Krim for de »grønne mænd«, og i ukrainske og vestlige medier taler man om »Putins maskerade«, fordi den russiske regering insisterer på, at den ikke har andre soldater på øen end dem, den har lov til at have i kraft af aftalen om Ruslands baser på Krim.
Lidt efter er der vagtafløsning. En gruppe soldater kommer marcherende fra den teltlejr, som russerne har oprettet lige uden for baseområdet.
Her står fire store militærtelte, og de er omringet af omkring 25 militærkøretøjer, der er opstillet i en firkant. De fleste lastbiler, men der er også fem pansrede Tiger-køretøjer; den russiske hærs svar på amerikanernes Hummer.
Soldaterne har pillet nummerpladerne af køretøjerne, men de har ikke været helt omhyggelige, eller også er de ved at være ligeglade, for de har glemt to af lastbilerne. Et blik i en telelinse afslører russiske militærnummerplader. Nummerplader fra den russiske Sortehavsflåde på Krim.
En af soldaterne fra det nye vagthold småløber hen og banker på hos ukrainerne. Døren bliver åbnet på klem, og to par hænder udveksler et eller andet, måske et par cigaretter for nogle mønter. Om et par dage kan disse to soldater, i værste fald, være i kamp med hinanden.