Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sidder stadig på sin post efter fredagens rekordlange samråd i Christiania-sagen – dog med udsigt til en næse. Men det ville kun være rimeligt, hvis hun var gået af.
For ikke alene stod det under samrådet klart, at statsministeren i flere tilfælde mellem 19. november og 10. december i fjor undlod at reagere fornødent på oplysninger om, at daværende justitsminister Morten Bødskov (S) havde vildledt Folketingets Retsudvalg med en forkert forklaring på, hvorfor udvalgets besøg på Christiania måtte aflyses.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt gav også flere gange under samrådet udtryk for, at det slet ikke var hendes pligt at gribe ind, da hun opdagede, at en minister havde løjet over for Folketinget. At hendes grundlovsbestemte tilsynspligt som statsminister ikke gælder ministre, der taler usandt over for Folketinget og dermed overtræder ministeransvarsloven.
Læs også: Enhedslisten vil give Thorning en næse
Det er rent ud sagt uholdbart, at landet har en regeringschef, som både udviser et sådant sløseri i forhold til en minister, der lyver over for Folketinget. Og som samtidig benægter, at hun er forpligtet til at handle, når det sker. Hvis det – som Thorning forklarede – stod lysende klart allerede 19. november, at Bødskov havde talt usandt og endda konstrueret en forklaring om et til lejligheden tilrettelagt møde i retsudvalget, da striben af udkast til pressemeddelelser cirkulerede mellem Justitsministeriet og Statsministeriet, hvorfor greb statsministeren så ikke ind og indledte en undersøgelse – eller fyrede ministeren?
Hvorfor handlede statsministeren ikke, da det 5.-6. december kom frem i Berlingske og BT, at der var konstrueret en søforklaring om politidirektør Johan Reimanns mulighed for at deltage i Christiania-besøget? Hvorfor trak statsministeren ikke selv tæppet væk under Bødskov, da hun 9. december blev gjort helt og aldeles officielt klart, at Reimann-konstruktionen havde fundet sted?
Hvorfor ville statsministeren trods gentagne spørgsmål under samrådet ikke svare på, om hun ville have fyret Morten Bødskov, hvis ikke Enhedslisten 10. december havde gjort det beskidte arbejde for hende?
Læs også: Thomas Larsen: Skrammet Thorning klarer frisag
Hele denne sag handler jo om, at man ikke må lyve over for Folketinget. Det fik statsministeren på dele af samrådet gjort til en bagatel, som ligger milevidt fra noget, hun som regeringschef har tilsynspligt over for. På den anden side erklærede hun utroligt nok på andre tidspunkter under samrådet, at pressemeddelelsen 19. november gjorde rede for, at der var sket noget »alvorligt«: Nemlig at Morten Bødskov havde stukket retsudvalget en usand forklaring på Christiania-besøgets aflysning.
De to forskellige udsagn giver ganske enkelt ikke mening stillet over for hinanden. Var Bødskovs handlinger bagateller eller alvorlige? Vi må minde om, at et flertal i retsudvalget 10. december konkluderede det sidste, da man udløste Bødskovs fald. Der er derfor rigeligt med fortsat ubesvarede spørgsmål i denne betændte sag. De må og skal afklares.
Tilliden til, at ministre er forpligtet til at give Folketinget korrekte oplysninger, er på spil. Samrådet må derfor følges op med yderligere skriftlige spørgsmål om den tilsynspligt, statsministeren åbenbart tager så let på. Og et flertal i Folketinget, inklusive Enhedslisten - som åbenbart på nuværende tidspunkt ikke har modet til at fælde regeringschefen og dermed regeringen - burde forlange den igangværende undersøgelse af Justitsministeriet udvidet til også at omfatte Statsministeriet. Det er indlysende nødvendigt ovenpå mange timers statsministerielle søforklaringer under samrådet.