Shena Clair Georgina Rasmussen lå på sin seng på Nørrebro i joggingbukser, da det ringede på døren. Hun havde tømmermænd efter festen aftenen i forvejen, hvor hun fejrede afslutningen på femte semester på Roskilde Universitet. Gennem dørspionen så hun tre mænd. Den ene var hendes storebror Michel, men hun kunne ikke genkende ham i den forvrængede optik. De to andre var militærfolk. Hun lagde sig tilbage på sengen og bad kæresten Kasper om at lukke op. Fra sengen hørte hun sin brors stemme. Den lød helt forkert, og det gik op for hende, at noget var galt.

Michel Simon Rasmussen overbragte den værste besked af alle. Den besked, han selv var blevet præsenteret for kort forinden i sin lejlighed på Østerbro: Benjamin var død. Michel, Shena og Benjamin havde altid udgjort en treenighed. Der var godt to år imellem hver af dem. Michel var 25 år, Shena 23 og Benjamin lige fyldt 21. Tanken om, at de ikke skulle blive gamle sammen, var utænkelig, og udsigten til, at de skulle videre til barndomshjemmet i Husum og fortælle det til deres mor, var ubærlig. Siden august havde moren, Conny Rasmussen, været meget bekymret, fordi hendes tanker hele tiden gik til sin yngste søn i Afghanistan.

De to militærfolk og feltpræsten havde tidligere på dagen ringet på døren hjemme hos hende, men uden held. Derfor havde de i mellemtiden hentet Michel og Shena, fordi de to søskende stod som nummer to og tre på den liste, Benjamin havde skrevet.

Der var få dage til juleaften. De kommende uger var familien uafbrudt sammen hjemme i rækkehuset i Husum. Foruden hjemtagelsen af kisterne i Roskilde Lufthavn to dage efter juleaften og begravelsen i Brønshøj Kirke to dage inde i det nye år, gik dagene med at gå lange ture for at prøve at bearbejde chokket og den stadigt voksende sorg. Michel og Shena flyttede ind hos moren, mens Benjamins mange venner kom forbi og delte sorgen med familien. Michel tænkte igen og igen på morens fortvivlede ønske, da Benjamin et års tid tidligere havde fortalt, at han ville til Afghanistan.
“Hun bad mig overtale ham til ikke at tage af sted,” fortæller Michel.

I de efterfølgende snart to år har Michel og Shenas tanker kredset om brorens død og hans alt for korte liv. Forældrene gik fra hinanden nærmest samtidig med, at Benjamin blev født, og de tre børn voksede op hos moren og var meget stærkt forbundne. Benjamin havde helt tilbage fra sine første år stor appetit på nye oplevelser. Han kunne godt lide at lave ulykker, og hvad det angik, var hans fantasi stor. Familien erfarede hurtigt, at når Benjamin var helt stille og ude af syne, var han som regel i færd med at udføre nogle af sine “gode idéer”.

Familien levede et trygt liv i Husum, hvor moren var meget hjemme og altid havde tid til at hjælpe med lektier, læse historier, tage med i skoven og på museer. Hun har altid tilskyndet sine børn til at få gode uddannelser, så de havde bedre muligheder for at klare sig godt i tilværelsen og få de job, de var glade for. Alt pegede på, at det ville lykkes. Michel og Shena fik høje karakterer. Benjamin havde derimod ikke en lige så stor interesse for skolearbejdet, som hans ældre søskende havde.

Ville være den bedste

Benjamin læste meget og var rigtig god til matematik, men med de skriftlige opgaver stødte han ind i problemer. Først sent i hans skoleforløb viste det sig, at han havde en form for ordblindhed, der bevirkede, at han havde svært ved at stave. Han var lige så intelligent som sine ældre søskende, men fik ikke de samme succesoplevelser gennem sin skolegang. Til gengæld ville han konkurrere med dem i alt andet her i tilværelsen – først og fremmest i spil. Han led af den familiesvaghed, at han ville vinde. I alt. De tre søskende konkurrerede i terninger, kort, bordtennis, dam, skak og ludo, og Benjamin var en hård og ærgerrig modstander. Han var ikke fyldt fem år, før han smed ludobrikker i hovedet på de store, hvis han tabte.

Men det skete så også sjældnere og sjældnere. At han tabte.

“Fysisk var han bedre bygget til al slags sport, end jeg var,” siger Michel.

Benjamin kastede sig over snart den ene sportsgren, så den næste. Men han droppede dem hurtigt igen, hvis han ikke kunne blive den bedste. For eksempel var han god til fodbold, men da hans storebror var et endnu større talent, som spillede sig til en kontrakt i FCK og kom på flere ungdomslandshold, opgav Benjamin: “Hvis jeg ikke kan blive ligeså god som dig, så vil jeg hellere lave noget andet,” sagde han til Michel. I stedet kastede han sig over basketball, kickboksning og amerikansk fodbold. Bare ikke længe nok til, at han mærkede den forpligtende fællesskabs- og holdfølelse. Det mener hans storebror i dag er afgørende for, at Benjamin senere blev bidt af livet som soldat.

Benjamin var også glad for at lave mad. Efter 10. klasse arbejdede han i restauranter og på caféer og kom i kokkelære. Men igen havde han ting imod sig: Han havde eksem på hænderne, som betød, at han måtte stoppe som kokkeelev. Som 19-årig stod han i et vakuum. Storebroren spillede fodbold og gik på jurastudiet på Københavns Universitet. Shena læste forvaltning på Roskilde Universitet. De var begge strøget igennem uddannelsessystemet. Benjamin, derimod, manglede at finde den vej, der var hans. Han besluttede at aftjene sin værnepligt, mens han tænkte over tilværelsen.

Da Benjamin fandt det kammeratskab, han havde søgt efter

Det viste sig, at Benjamin trivedes med blandingen af fysiske strabadser, disciplin og faste rammer. Hans overordnede roste ham, fordi han var god til sit arbejde. Han oplevede for første gang det forpligtende kammeratskab og holdånden, som hans storebror fandt i fodboldklubben. “Benjamin voksede meget af at komme i militæret. Han havde fundet det, han var god til. Jeg var god til fodbold, Shena var den kloge af os, og nu havde han fundet sit sted,” fortæller Michel: “Jeg forstår godt, han blev tillokket af kammeratskabet og de fysiske strabadser. Men jeg er ærgerlig over, at han skulle finde det i militæret. Jeg tror, han kunne have fundet de samme ting en masse andre steder, for eksempel til fodbold. Og når du spiller fodbold, risikerer du ikke at blive slået ihjel.”

En dag kom Benjamin hjem og fortalte, at han ville til Afghanistan som professionel soldat. Hans beslutning blev ikke proklameret på en højtidelig måde, men kom nærmest i en bisætning ved aftenbordet. Ingen i familien kunne lide, hvad de hørte. De kunne ikke forlige sig med tanken om, at familiens yngste skulle i krig. De største modstandere af hans beslutning var kvinderne i familien. Hans mor og mormor prøvede vedvarende at tale ham fra at tage af sted. Michel og Shena var knap så markante i deres udmeldinger. De vaklede mellem at bakke broren op og forsøge at tale ham fra det. Når Benjamin var så fast besluttet på at tage til Afghanistan, skulle han trods alt heller ikke tage af sted og føle, at hans nærmeste ikke støttede ham. Michel og Shena nærede et spinkelt håb om, at tiden ville gøre arbejdet. Der var trods alt 15 måneder om, at Benjamin skulle udsendes. Man kunne håbe på, at der dukkede noget mere spændende op i mellemtiden.

Det skete ikke. Krigen rykkede tættere og tættere på. Hurtigere end forventet. Benjamin havde ligget i træning for at rejse til Afghanistan med Hold 7 i foråret 2009. Men da en soldat fra Hold 6 sprang fra, overtog Benjamin hans plads i eskortesektionen. Nu var det alvor. Den ubehagelige film begyndte at køre inde i hovedet på Conny. Familien spurgte Benjamin, hvad han skulle lave i Afghanistan. De slog sig til tåls med, at han skulle sidde i en pansret mandskabsvogn og eskortere konvojer. Det kunne vel ikke være så farligt, tænkte de.

»Han ville passe godt på sig selv«

Efter et par måneder i Afghanistan kom Benjamin hjem på tre ugers orlov. Familien kunne se, at han havde ændret udseende. Tidligere var han en langlemmet og flot ung mand. Nu var hans fremtoning blevet mere voksen. Det var tydeligt at fornemme, at det var en mere moden Benjamin, der var hjemme på orlov. Han virkede fortsat glad og ubekymret og gik i byen i København med sine venner. Han var i det hele taget stadig den humørspredende person, som familien kendte så godt. Benjamin havde gennem hele sit liv haft mange venner. Hans glade og åbne væsen havde medført, at han kom i kontakt med mange mennesker med vidt forskellige kulturelle baggrunde.

Benjamin brugte tid sammen med sine to yngre søstre, som hans far havde fået med en ny kone. I nogle år havde han ikke set sin far, som er fra Mali. Men han var meget sammen med lillesøsteren Tata på otte år, som han havde lært at cykle og svømme. Han tog hende ofte med i biografen. Hun så op til sin storebror og blev kun korrekset, når hun kaldte ham Lillebror ligesom resten af familien. Der gik grænsen. Hun måtte kalde ham Benjamin eller Storebror. Benjamin, der ellers havde været den yngste af søskendeflokken, nød rollen som storebror. Han gjorde meget ud af at fortælle Tata om sin forestående udstationering i Afghanistan. Han prøvede at berolige hende ved at forklare, hvad han havde lært i militæret, og hvordan han ville reagere i forskellige situationer. Han ville passe godt på sig selv og lovede hende, at der ikke ville ske ham noget.

Store drømme

Dagen før sin 21 års fødselsdag rejste Benjamin tilbage til krigen. Fødselsdagen holdt han i luften på vej mod Helmand og den krig, som mere og mere var en kamp om at undgå Talebans nedgravede miner og vejsidebomber. Seks dage før Benjamin selv kørte på en IED, ringede han hjem til sin bror. Han var i godt humør og ubekymret som altid. Michel nåede at tænke den tanke, at lillebroren lød skødesløs og usårlig i sin måde at tale om sit arbejde. Benjamin havde taget en vigtig beslutning, som han indviede sin bror i. Han ville gøre karriere indenfor militæret og udnytte, at han var en god soldat. Derfor havde han besluttet sig for at tage på en ny mission hurtigst muligt. Han luftede en tanke om at tage af sted igen allerede et halvt år efter sin planlagte hjemkomst. Det var sidste livstegn fra Benjamin, inden han den 19. december 2008 kørte på en vejsidebombe lidt uden for Gereshk i det område, som soldaterne kaldte for børnenes by.

I snart to år har Benjamins familie kæmpet med at få hans død på afstand. Michel har gået til psykolog, som Forsvaret har stillet til rådighed. Det har hjulpet ham videre. I det hele taget er familien taknemmelig over den hjælp, de har fået fra militæret. Men det dæmper ikke deres vrede og frustration: “Jeg synes ikke, det er på sin plads at sende 20-årige drenge i krig,” siger Michel: “Sådan har jeg altid haft det, og sådan har jeg det endnu mere nu. Jeg synes, det er forkasteligt, at man spiller på, at disse unge mænd tror, de er usårlige. Det er abstrakt for så unge mennesker at have et familieliv. Benjamin havde ikke gjort sig disse overvejelser. Når du er 30 år, har du bedre begreb om, hvordan resten af dit liv vil forme sig. Hvad du står til at miste, hvis du invalideres hårdt eller endnu værre; mister dit liv. Hvis vi endelig skal sende folk i krig, så send dem, der allerede har sat børn i verden. De har levet længere og ved, hvad de har at miste.”

Familien ved godt, at Benjamin kunne lide at være soldat. Han kunne lide sit arbejde. Det var hans motivation for at drage i krig. Hans motivation var ikke at redde det afghanske folk fra Taleban. Dog er det hverken vrede eller frustration, der nu fylder mest hos familien, men sorgen og savnet af Benjamin. Michel og Shena tror aldrig, de kommer sig over deres lillebrors død. Som Shena siger: “Jeg havde en tro på, at der ikke ville ske Benjamin noget. En dybt forankret tro på, at vi tre skulle følges ad resten af livet.”