Lapland, 1970 (tv.)

»Som barn ville jeg være opdagelsesrejsende, og jeg blev så skuffet, da jeg fandt ud af, at alt allerede var opdaget. Min egen opdagelsesrejse blev ind i biologiens verden, som stadig er meget uudforsket. Jeg tror, at min fascination af naturen kommer fra min far, der gik i haven og nørklede med sin prydhave. Han havde evnen til at stoppe op og lade sig forundre af en snegl eller en larve. Det var i Virum, og snart begyndte jeg selv at gå på opdagelse i skoven og kigge på guldsmedelarver i søen og den slags. Da jeg kom i realen, mødte jeg Henrik Salomonsen, som var med i Dansk Ornitologisk Forening. Vi tog sammen på fugleture, og senere tog vi til Lapland sammen, hvor fotoet her er taget. Jeg er 18 år, og det var min første tur ud i ødemarken. Vi var af sted i fem uger for at kigge på fugle som de nørder, vi var. Jeg kan huske, teltet vejede et ondt år. Det var før, der fandtes letvægtstelte.«