Nicklas Bendtner undskylder nu for, at han natten til søndag kørte spritkørsel i det indre København.

Fodboldstjernen ønsker ikke at udtale sig direkte til bt.dk, men skriver på sin Twitter-profil:

- Kære venner, jeg fik en bøde for spirituskørsel i nat. Det var en stille nat, men jeg er meget, meget ked af det. Det er ikke i orden at køre spirituskørsel. Jeg tager det fulde ansvar, skriver Nicklas Bendtner.

Udover at have for meget alkohol i blodet kørte Nicklas Bendtner, ifølge sin rådgiver, Jesper Lynghus, også imod færdselsretningen.

Lynghus oplyser, at Bendtner lørdag aften og natten til søndag havde været ude med en gammel ven.

- Nicklas er ekstremt ked af det. Han har tømmermænd nu - ikke så meget fysisk, men psykisk. Han er ekstremt ked af det, men Nicklas troede, at han var under promillegrænsen, siger Jesper Lynghus søndag formiddag til bt.dk.