Den tidligere konservative leder og nuværende Europa-parlamentariker Bendt Bendtsen ønsker et grundigt opgør med en indgroet krævementalitet, hvor den enkeltes ret til offentlige ydelser forsvares med årtiers betaling af skat i stedet for, om der egentlig er et behov. Det skriver dagbladet Børsen.

Derfor skal en ydelse som folkepensionen, der årligt koster samfundet 80 mia. kr., forbeholdes de svageste, mener han og bliver bakket op af flere fremtrædende konservative.

- Alt for mange danskere tænker »what’s in it for me« i stedet for at tænke på, hvad der er godt for Danmark. Jeg er ikke bleg for at stille spørgsmålet, om det er rimeligt, at sådan en som mig - der gennem livet har tjent nok til, at jeg aldrig kommer til at mangle de frikadeller, jeg kan spise - skal have udbetalt folkepension. Det er jeg ikke sikker på er nødvendigt, siger Bendt Bendtsen til Børsen.

Han mener, at tiden er moden til at diskutere, om vi i fremtiden skal udbetale folkepension til danskere, der eksempelvis får over en halv mio. udbetalt årligt fra en privat pensionsordning.

For mange svage

Konservativ Ungdom (KU) hilser hans ønske om at skære folkepensionen væk for de bedst stillede. For KU er også modstandere af automatisk børnecheck og SU til alle danskere uanset indkomstniveau.

- Vi er helt på linje med Bendt. For i dag får 75 pct. af danskerne penge fra staten hver måned. Men det kan ikke være rigtigt, at 75 pct. af befolkningen er svage. Vi vil gerne give velfærd fra bunden til de svage i stedet for at give til alle, siger KU’s landsformand Lasse Honore Rasmussen.

Også fra en tidligere regeringskollega er der opbakning til tankerne fra den tidligere økonomi- og erhvervsminister:

- Det største problem er, at der er for mange uden for arbejdsstyrken, som i stedet kunne blive aktive skatteborgere. Det problem løses ikke med Bendts forslag, som derfor ikke er det allermest presserende, men det er udmærket at bringe det op, siger Jakob Axel Nielsen, tidligere sundhedsminister og nuværende energiordfører.