Har man en GPS, altså en satelitbaseret navigationsanlæg i bilen, og har man i forbindelse med købet af sin GPS accepteret, at data fra den må indsamles, vil man efter nytår blive en del af grundlaget for Vejdirektoratets trafikinformation.

Det oplyser Vejdirektoratet, som har indgået en aftale med trafikinformationsfirmaet Inrix om indsamling af data fra bilisternes navigationssystemer. Aftalen, der koster skatteyderne 3,5 millioner kroner om året, vil give bilisterne på hovedparten af statsvejene – altså motorveje og de store hovedveje – mere præcis og hurtig information, når der opstår problemer som følge af eksempelvis trafikuheld eller vejarbejde. Ved hjælp af data fra bilisternes navigationssystemer kan man i Vejdirektoratet se, når bilerne pludselig sætter farten ned eller stopper derude på vejene.

Aftalen med leverandøren Inrix er indgået efter et udbud, hvor tre potentielle leverandører var inviteret til en såkaldt »konkurrence­præget dialog«.

Persondataloven overholdes

Områdechef Charlotte Vithen fra Vejdirektoratets Trafikdivision understreger, at Vejdirektoratet i udbuddet har lagt vægt på, at persondataloven overholdes. Det betyder, at man kun indsamler data fra bilister, som ved købet af deres navigationsanlæg har accepteret, at deres data indsamles via udstyr, der skal opstilles langs vejene.

Når systemet er taget i brug på stats­vejene, vil Vejdirektoratet tale med landets kommuner om at udbrede det nye trafik­informationssystem til de kommunale veje.

»Ved hjælp af disse data får vi med det samme viden om problemer på vejene. Med den viden kan vi give bilisterne råd om eksempelvis at søge andre veje, ligesom vi kan sende beredskab og vejhjælp hurtigt afsted for at håndtere situationen,« siger hun. Bilisterne kan få den hurtige information for eksempel gennem Vejdirektoratets app på deres smartphone, via deres navigations­anlæg eller via P4s trafikmeldinger.

På Køge Bugt-motorvejen vil bilisterne ifølge Charlotte Vithen ikke opleve den store forskel, fordi Vejdirektoratet i forvejen følger trafikken tæt.

Men uden for hovedstads­området skulle den bedre trafikinformation blive mærkbart bedre.