Med »Batman Begins« fra 2005 satte Christopher Nolan nye standarder for dysterhed i en tegneseriefilm. Væk var alle fjollerier og leflen for teenagepublikummet. Nolans Batman i skikkelse af Christian Bale var en seriøs superhelt med skygger langt ind i sjælen.

Siden trak mørket endnu mere sammen i den anarkistiske »The Dark Knight Returns« domineret af Heath Legers fænomenalt vanvittige skurk The Joker, og i »The Dark Knight Rises« er mørket så tæt, at det længe ser ud, som om der ikke findes en udvej - hverken for Batman eller hans elskede by.

På overfladen ser alt ellers lyst ud. Der er gået otte år, siden Batman tog skylden for statsanklager Harvey Dents død for at skjule, at byens lysende håb var blevet vanvittig. Den såkaldte Dent-lov har ryddet gaderne for kriminelle, og Batman er officielt persona non grata mens hans alter ego, milliardæren Bruce Wayne, har isoleret sig i sin kæmpevilla med butleren Alfred. Men da den snedige klatretyv Selina (også kendt som Catwoman) bryder ind i villaen og stjæler hans fingeraftryk, tvinges han ud af det selvvalgte eksil. For dybt under byen, i Gothams kloakker, er den grusomme Bane, en discipel af Ra’s Al Ghul, ved at forberede byens endelige ødelæggelse.

Historien i »The Dark Knight Rises« er langt mere kompliceret med et væld af nye og gamle karakterer, vidtforgrenede handlingstråde og store overraskelser, der ikke skal afsløres her. Filmen starter med et brag af en indledning, der burde gøre James Bond misundelig, og bevæger sig derefter over i nolansk sjælesøgende territorium før den hæsblæsende, forrygende og imponerende velturnerede slutning. Filmen igennem bliver der lagt tråde ud til de tidligere film, og ved vejs ende efter 164 minutter binder Nolan en virtuos knude på ikke alene »The Dark Knight Rises« men hele trilogien, så selv den mest dedikerede fan må føle sig helt og aldeles tilfreds.

Alt kan ske

»The Dark Knight Rises« er suverænt årets sommerblockbuster (»The Amazing Spiderman« er en pubertær undermåler i sammenligning med den potente flagermus!). Her er imponerende effekter, hæsblæsende action, spænding, følelser, eksistentielle overvejelser - tilsat små velplacerede glimt af humor midt i alt det mørke. Christopher Nolan, der endnu engang har skrevet manuskriptet sammen med sin bror Jonathan, har aldrig ønsket »bare« at underholde. Batman er i hans - og Christian Bales - hænder en martret tvivler, der drømmer om en bedre verden, han ikke tør tro på og ikke mindst om at finde den indre fred, der blev taget fra ham, da hans forældre blev skudt. Her er store diskussioner om masker og mennesker - hvornår er vi egentlig helt os selv? Om helteroller og symboler, masseforførelse og bedrag, om sammenhængen mellem mod og frygt og det svære i at turde tro på kærlighed og mennesker. Det lyder tungt, men giver i virkeligheden bare dybde til den massive actionoverflade sprængfyldt af flotte effekter.

I Batmans univers, fænomenalt skabt af Nolan i samarbejde med blandt andre scenograf Nathan Crowley, fotograf Wally Pfister og komponist Hans Zimmer, kan alt ske. Der er altid en gadget til formålet, men mennesket er uberegneligt ikke mindst i skikkelse af de to ny hovedkarakterer Catwoman og overskurken Bane. Hvor Catwoman i yndig skikkelse af Anne Hathaway er indbegrebet af egoistisk kynisme, en overlever der svinger den vej vinden blæser og absolut ikke er til at stole på, kan man regne med at Bane, en nærmest ukendelig Tom Hardy, er ondskaben selv. En formidabel skurk så stærk, at der er grund til at frygte, at »The Dark Knight Rises« ikke kun er enden på Nolans trilogi, men også enden på Batmans liv (i tegneserien var Bane trods alt manden der brækkede Batmans ryg!). Her er mildt sagt spænding til det sidste, og udfaldet er på intet tidspunkt givet.