Barometertjek: Socialdemokraterne vinder frem på bekostning af Radikale
Socialdemokraterne går frem, men hapser primært nye vælgere fra Radikale Venstre. Det kan koste genvalget af en rød regering.
Socialdemokraterne går frem, men hapser primært nye vælgere fra Radikale Venstre. Det kan koste genvalget af en rød regering.
Socialdemokraterne går frem i meningsmålingerne, men primært på bekostning af et parti, Radikale Venstre. Siden valget i 2011 har Radikale Venstre måttet vinke farvel til omkring 92.000 vælgere, der i dag hellere vil stemme på Socialdemokraterne. Det er den største vælgervandring mellem partier overhovedet, viser de seneste tal fra Gallup.
I dag er Socialdemokraterne kun 0,4 procentpoint fra at være tilbage på valgresultatet fra 2011 på 24,8 pct. Omvendt er det gået den anden vej for Radikale Venstre. Ifølge Berlingske Barometer, der er et vægtet gennemsnit af meningsmålinger, er de gået fra 9,5 pct. ved valget til en opbakning på 6,2 pct. Et tab på seks mandater.
Læs også: Radikale rutsjer mod det jævne
Hvor man kunne tro, at Socialdemokraterne genvandt stemmer fra DF, skyldes fremgangen i høj grad et opbrud i blokken. Modregnet de vælgere, der er gået fra Socialdemokraterne til Radikale Venstre, vinder Socialdemokraterne netto ca. 81.500 af de radikales vælgere. Den største nettovandring overhovedet.
Samtidig er der netto gået ca. 26.000 vælgere fra SF til S.
Læs også: Venstre ligger dårligere end før valget i 2011
Det er altså primært stemmer fra egen blok, Socialdemokraterne i dag kan hælde i det hul, som de i perioden siden sidste valg har haft svært ved at fylde op.
Over midten har Socialdemokraterne blandt andet tabt ca. 75.000 stemmer til DF og omkring 8.000 til Venstre.
Det kan kompromittere genvalg til en rød regering og forklare, at blå blok i dag står til en opbakning på 53,2 pct. mod rød bloks 46,8.