På trods af Megafons meningsmåling, der sidste uge sendte Socialdemokraterne til tælling med en historisk ringe opbakning på 19,3 procent, tyder de resterende meningsmålinger på, at det gamle arbejderparti måske alligevel ikke har så meget at frygte. Det viser Berlingske Barometers vægtede gennemsnit, der i denne uge giver Socialdemokraterne en opbakning på 24,9 procent med en statistisk usikkerhed på +/-1,1 procent. Partiet ligger altså kun lidt under valgresultatet 18. juni sidste år, hvor partiet blev Folketingets største med 26,3 procent af stemmerne.

{embedded type="node/feeditem" id="41152977"}

Noget kunne altså tyde på, at vælgerlussingen for den socialdemokratiske opbakning til regeringens stramme udlændingepolitik, alligevel ikke er så stor. I hvert fald viser Berlingske Barometer stadig, at der er et par procentpoint ned til Folketingets næststørste parti, Dansk Folkeparti, der i denne uge opnår en vælgeropbakning på 20,2 procent i det vægtede gennemsnit.

{embedded type="node/feeditem" id="40865292"}

Selvom der er en mindre tilbagegang for Socialdemokraterne, kan resten af rød blok stadig glæde sig over fremgang siden valget. Det betyder, at der fortsat er dømt dødt løb mellem oppositionen og regeringsflertallet.

Berlingske Barometer viser et gennemsnit af de politiske meningsmålinger, der er blevet offentliggjort inden for de seneste 31 dage. En avanceret model ligger til grund for beregningen. Blandt andet tillægges nyere målinger mere vægt end ældre og de enkelte institutter vægtes efter deres måde at indsamle data på. Gå selv på opdagelse i Berlingske Barometers mange data her.