Er det endelig lykkedes rød blok at hive stemmer fra Dansk Folkeparti? Noget kunne tyde på det.
I hvert fald viser Berlingskes barometer, at den gule vælgermagnet er gået tilbage siden valget. I det vægtede gennemsnit af den seneste måneds meningsmålinger ligger Dansk Folkeparti i denne uge til 20,1 procent – en tilbagegang der lige akkurat er større end den statistiske usikkerhed og derfor signifikant.
{embedded type="node/feeditem" id="43073473"}
Op til folketingsvalget sidste år blev Dansk Folkepartis vælgeropbakning målt for lavt i meningsmålingerne.
Men eftersom at det stort set er lykkedes for partiet at holde sin tilslutning i meningsmålingerne på niveau med valgresultatet indtil nu, giver meningsmålingerne måske nu et mere retvisende billede af partiets popularitet, modsat lige op til valget, hvor gennemsnittet af meningsmålingerne skød mere end tre procent under valgresultatet.
{embedded type="node/feeditem" id="43242848"}
Med Dansk Folkepartis tilbagegang er det nu ikke længere alene Venstre, der hiver blå blok ned.
Lige nu viser barometeret en stemmefordeling på 50,6 procent til de røde og 49,4 procent til de blå. Fraregner man Kristendemokraternes 0,5 procents tilslutning i barometeret og forudsætter, at de vil pege på en blå regering, er forskellen på de to blokke større end den statistiske usikkerhed.
Det betyder, at meningsmålingerne peger på et rødt flertal og dermed Mette Frederiksen (S) som ny statsminister, hvis danskerne ellers skulle til stemmeurnerne i morgen.
Berlingske Barometer viser et gennemsnit af de politiske meningsmålinger, der er blevet offentliggjort inden for de seneste 31 dage. En avanceret model ligger til grund for beregningen. Blandt andet tillægges nyere målinger mere vægt end ældre og de enkelte institutter vægtes efter deres måde at indsamle data på. Gå selv på opdagelse i Berlingske Barometers mange data her.