Freiburg: AUS ALT MACHT NEU.

Det kæmpe skilt sidder på et faldefærdigt domicil under ombygning.

»Lav nyt ud af gammelt« kunne være Freiburgs valgsprog. Byen ligger i den korridor, nationaløkonomer kalder den Blå Banan. En korridor med velstand og masser af hovedsæder for Europas største virksomheder:

Bananen begynder i Norditalien, breder sig op over det sydlige Tyskland, svinger sig over mod Holland og Belgien og tynder så ud omkring London i vest.

Freiburg ligger på alle måder i midten. Den er en af Tysklands rigeste byer og statistisk set den med det bedste vejr. Regnen oppe fra Schwarzwalds højder styres ned til bykernen og samles i de berømte Bächle - et system af vandløb, der siden middelalderen har begavet den lille stad med en lyd af evig rislen.

Den er også hjemsted for et af landets og dermed verdens største brands for gammel musik: Freiburger Barockorchester. En gruppe, der fejrer 25 års jubilæum i denne sæson og på fredag besøger Tivoli i samme anledning.

At netop Freiburg skulle bliver stor i barokbranchen, stod ikke ligefrem i kortene. Byen blev sprængt til murbrokker under Anden Verdenskrig:

Tyske fly smed hele 60 bomber over bykernen i maj 1940 – piloterne havde kludret med geografien.

Og allierede fly fortsatte så ødelæggelserne i november 1944. Ikke færre end ni ud af ti kvarterer lå efterhånden i ruiner. Kun den middelalderlige Freiburger Münster blev stående i meget ensom majestæt.

Men man rejste sig af ilden. Byggede kernen op i den gamle stil og plastrede resten til med sandstensfarvede fliser og renskuret luksus.

Og man grundlagde orkestret med det kvarte århundrede i barokbranchen. Flere af stifterne spiller med endnu i dag og elsker den kulørte historie fra dengang.

Nemlig at Freiburger Barockorchester blev til i en... brandert.

En gruppe studerende ved den lokale musikhøjskole fejrede nytår i selskab med hinanden og egnens kildrende hvidvin. Gamle flasker blev byttet ud med nye, hede drømme blev til kram og klare aftaler – som unge mennesker nu kan den slags.

De unge ville grundlægge en gruppe, der skulle spille barokmusik på barokkens egne instrumenter. En gruppe, der var bedre end alle de andre til gamle dages opførelsespraksis. Et kollektiv, hvor kunstnerne selv skulle bestemme det hele.

Orkestre i hundredvis er grundlagt på den måde og lige så hurtigt gået i sig selv igen. Man mødes, giver en koncert eller to og forlader så kollegerne for andre konstellationer.

Skilsmissernes årsag? Ikke sjældent et behov for hurtige honorarer. Folk øver sammen et par uger og leverer måske en helt fin koncert. De fleste arrangører vil bare spejde efter noget andet næste gang – lede efter endnu bedre musik for de samme penge.

Succes fra begyndelsen

Folkene i Freiburg ville undgå den fælde. De øvede sig ikke bare i to uger eller to måneder, men i hele to år. Og belønningen kom lige fra deres første optræden i Burgheim i det nærliggende Bayern.

»Vi var en succes,« siger Gottfried von der Goltz fra orkestret.

»Og når man får succes, bliver man ved med at spille sammen – for de næste job kommer jo mere eller mindre af sig selv.«

Gottfried von der Goltz har de sidste otte år været professor ved same musikhøjskole.

Den kendte violinist og dirigent er halvt norsk. Han møder Berlingske før en optræden hjemme i Freiburgs nybyggede koncerthus. Krølhåret, lang og tynd som en tændstik, klædt i bomuld fra en kostbar kollektion – og med den halve fortand slået af.

Ikke prototypen på en omrejsende violinvirtuos. Snarere essensen af barokfolkets mere alternative sider. En drømmer, hvis kompetence på barokviolinen er spidsere end Münsters middelaldertårn og rager højt op i det musikalske landskab.

»Selv om vi stadig har et par oprindelige medlemmer siddende, er vores profil blevet yngre med årene,« siger Gottfried.

»Men vi gør samtidig et stort nummer ud af at knytte de unge musikere til os. Hvis de klarer sig godt nok, kan de være sikre på et fast engagement. Ingen får et bedre band af at skifte ud hele tiden – tværtimod. Vi spøger sommetider med, at vi ikke vil have et orchestra telefonico.«

Musikarkæologi... Gamle toner på gamle instrumenter i gammel spillestil... Fænomenet har snart fem stormfulde årtier på bagen.

For barokmusikerne delte sig hurtigt i lejre og bekrigede hinanden.

Tyskerne sværgede til én måde at spille på, hollandske foretrak en anden måde, briterne valgte en tredje. Parterne spredte onde rygter og sagde de værste ting om kollegerne.

De hollandske musikere led for eksempel af »den hollandske syge«, sagde man - og de britiske musikere var kvinder med en bestemt seksuel orientering. Kun nogle af rygterne passede.

Og alle havde deres egne kilder at trække på: Man fandt et håndskrift hér eller nogle gamle stik dér og kunne så vifte sejrssikkert med et »hvad sagde jeg«!

At almindelige musikelskere ikke kunne høre den store forskel, spillede en mindre rolle.

Et meget berømt eksempel: Havde virtuoserne i gamle dage deres hage liggende på violinen? Eller spillede folk med hovedet den anden vej og blikket ud til siden?

Den første kaldes »chin-on« i fagsproget, det andet ikke overraskende »chin-off«.

Hvis forskellen lyder en lille smule hip som hap, så nej: Chin-on eller chin-off kunne betyde forskellen på en karriere eller ej.

Når man spørger den sympatiske Gottfried von der Goltz’ om hans holdning til opførelsespraksis, bliver han stille. »Jeg spiller selv chin-off«, siger han så. Samtalen er forbi.

Religion eller ej: Selv det bedste orkester skal også tænke på sin overlevelse.

Freiburger Barockorchester har i årevis finansieret hele 85 procent af sit virke ved egen hjælp og behøver altså kun 15 procent i støtte fra byrådet og Baden-Württembergs landdag. Ikke engang DR UnderholdningsOrkestret herhjemme kan præstere samme tal.

Nøglen hedder som altid omstilling og nye kunder i butikken.

Dr. Henning Bey er orkestrets faste dramaturg: Han præsenterer orkestret og sætter publikum ind i aftnens musik. En mild mand med skandinaviske aner og akademiske grader.

»Jeg har 26 chefer,« siger han smilende – med henvisning til orkestrets kollektive styreform.

»Vi arbejder hele tiden på at finde lyttere. Orkestret har ganske vist sin egen serie i Berlinerfilharmonien, spiller fast med dirigenten René Jacobs i Liederhalle Stuttgart og tager ofte på turné.

Men det er ikke nok. Vi hører til i Freiburg og skal forankre os dér. Så vi eksperimenterer hele tiden med koncertformer og havde senest et arrangement for børn med nedsat hørelse.«

En klassik koncert for... tunghøre?

»Det blev en kanon succes. Vi fortalte børnene om Beethoven og hans bøvl med hørelsen, for dét kunne de jo genkende – og orkestret spillede så hans musik.

Og det sjove var, at vi også selv oplevede den anderledes bagefter. Alle forstod pludselig nogle sider af hans værker bedre. For eksempel hvorfor han som den første brugte de kraftige basuner i en symfoni.«

En time senere. Henning står med sin mikrofon på koncerthusets scene og fortæller om Joseph Haydns musik. Kun et par hundrede er mødt frem, man orker ikke nødvendigvis større foredrag efter arbejdstid, de tyske tilhørere ligner i den forstand det danske.

Men alle 1.400 pladser fyldes efterhånden. Huset går endda til kanten af brandvæsnets krav og lader folk stå i mellemgangene. Alt sammen i en by på størrelse med Odense.

Det bliver en fuldstændig forrygende aften. Med alle 26 chefer på gamle instrumenter i stadig nye konstellationer. Med mageløs energi, fart over feltet, liv og ualmindelig glade dage.

Og uden dirigent, selvfølgelig. Gottfried von der Goltz’ fra før sidder heller ikke på koncertmesterens sædvanlige plads: Han står nøjagtig midt i orkestret og styrer sine kolleger derfra – for dét gjorde man på Haydns tid, har han fundet ud af.

Historisk korrekt, ja. Men også en fest af fascination nu og her.